Udskriv

INDLEDNING

Folketinget har besluttet, at det radioaktive affald fra Risø skal placeres i et slutdepot i Danmark. Forsøgsanlægget Risø omfattede udover forskningsfaciliteter også faciliteter til håndtering af det radioaktive affald fra forskningen.

Desuden ”forpligtigede Risø sig endvidere til også at modtage og håndtere radioaktivt affald fra brugen af radioaktive stoffer fra danske sygehuse, industrivirksomheder og forskningsinstitutioner. Alt dansk generet radioaktivt affald er således gennem årene blevet samlet på Risø under sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold.” (Geoviden 2011, nr. 2)

- Man kan derfor stille spørgsmålet, hvorfor affaldet skal flyttes, når det i så mange år har været opbevaret i et overfladedepot på Risø under sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold…

Risø har fået mellem 250 og 450 mill. Kr. om året i 40 år, så området har tjent godt på eventyret, nu er indtjeningen væk så skal lortet eksporteres til udkants danmark / affalds danmark

 

AFFALDET

Det radioaktive affald er lav- og mellemaktivt, det siger myndighederne men de glemmer 233 kg højradioaktiv materialer. ( Der går flere tusind år, før det ikke længere udgør en sundhedsfare ved direkte eksponering til miljøet.)

Affaldet, der kommer fra hospitaler, industri og forskningsinstitutioner, består af for eksempel handsker, kanyler og fra kilder (fx væsker), der bruges i behandling og forskning samt værktøj fra industrien.

Affaldet fra Risø er for eksempel bygningsdele, uranmalm samt det såkaldt særlige affald. ”Det særlige affald (233 kg) udgør en lille del af affaldet, men det indeholder en relativt stor andel af langlivede isotoper.” (Dvs. at det er meget længe om at nedbrydes, op til en halv million år).

Desuden omfatter affaldet fra Risø også en række tungmetaller, der beskrives som kemisk affald. Det er ubestrålet uran, bly, cadmium, beryllium og oliebaseret bitumen.

Det forventes, at der årligt fremover vil blive produceret ca. to tons affald lig med 8 m3.

 

DEPOTET

Slutdepotet skal indeholde mellem 5.000 og 10.000 m3 affald.

Man har arbejdet med tre muligheder for et slutdepot:

1: Overfladenært depot – mellem 0 og 30 meter under terræn.

2: Overfladenært depot – mellem 0 og 30 meter under terræn men med et op til 100 meter dybt borhulsdepot til det særlige affald.

3: Mellemdybt depot placeret mellem 30 og 100 meter under terræn.

Depotet skal have en levetid på mindst 300 år kravet bør være 500 år (hvilket vel må betyde, at der ikke må forekomme indsivning af vand eller udsivning af radioaktive stoffer og gift i mindst 300 år. Her kan man sammenligne med de tyske depoter i salthorste, hvor tyskerne allerede nu kæmper mod nedbrydning og dermed udsivning fra tønder med radioaktivt affald. Det viser, hvor lidt man egentlig ved om konsekvenserne af nedgravning af affaldet… Og der er langtfra gået 300 år, siden affaldet blev deponeret i salthorstene).

Geoviden 2011, nr.2 hæfter sig ved, at der med tiden sandsynligvis vil forekomme uheld (fx ulykker med tønder mv.).

Under sikkerhedsanalyser og risikovurderinger står blandt andet:

”Det er uundgåeligt at vand med tiden vil trænge ind i depotet. Som normalscenarie modelleres (igen usikkert, fordi man forestiller sig, hvad der kan ske. Der er ingen konkret viden bag, jvf. Tyskland) derfor vandindtrængning i depotet, nedbrydning af beholderne, opløsning af de radioaktive isotoper i vandet, og vandets transport gennem de menneskeskabte barrierer (udsivning) og de naturlige barrierer (jord, ler o.a.).

- Altså lægger man overhovedet ikke skjul på, at der vil ske indsivning af vand og udsivning af radioaktive stoffer på et eller andet tidspunkt. Det samme er nævnt i flere rapporter.

”Inden etablering af depotet bør man gøre sig overvejelser om, hvorvidt kommende generationer skal have fordel af, at depotet allerede på udformningsstadiet forberedes for senere udvidelse. Fordelen ved at sikre, at der er mulighed for udvidelse er, at en kommende generation kan undgå at skulle finde en ny lokalitet. I praksis kan det f.eks. gøres ved at sikre, at forholdene tillader at der etableres nye affaldsceller eller et nyt selvstændigt slutdepot”. (Redegørelse til Folketinget 2009)

 

Hvad er en sikkerhedsanalyse

En sikkerhedsanalyse er en rapport udarbejdet af et eller flere ing. firmaer, som bliver godt betalt for at side bag et skrivebord og gætte på hvad der kan ske i de næste 300 år, vi er ikke så blåøjet her over i vestjylland, at vi tror på at sådan en rapport har nogen relation til virkelighed. Fra pressen i dag , de betonbroer som er bygget inden for de sidste år, er begyndt at smulder, så hvordan mon det ser ud om 300 år til 500 år.

Bemærk.: Sikkerhedsanalyse bør foretages af personer hvor deres politiske ståsted er kendt. En specialist erklæring skal være en ren , veldokumenteret, der er meget lidt der er dokumenteret i de rapporter der er skrevet indtil nu, flere afslutter med sætningen ” drikkevandet bør ikke kunne forurenes af depotet” altså er ansvarsfraskrivelse.

-o-

DET SÆRLIGE AFFALD

Per Hedemann Jensen, der er helsefysiker hos Dansk Dekommissionering, siger om de 233 kilo bestrålede brændselsstave fra Risøs reaktorer.

”Det er et definitionsspørgsmål, om man kalder brændselsstavene for høj- eller mellemradioaktive. Men den ret beskedne mængde og så det forhold, at de ikke længere udstråler varme, gør, at man godt kan betegne dem som mellemradioaktive.

Problemet med stavene er først og fremmest, at de indeholder ganske store mængder langlivede radioaktive isotoper, bl.a. strontium-90 og cæsium-137, med en radioaktiv halveringstid på henholdsvis 28 og 30 år. Det indebærer, at der kan gå flere tusind år, før de ikke længere udgør en sundhedsfare ved direkte eksponering til miljøet.

Folketinget har tidligere diskuteret muligheden for at eksportere brændselsstavene til et udenlandsk depot – imod et større millionbeløb. Problemet er bare, at internationale regler på området tilsiger, at atombrændsel bør opbevares i det land, hvor det er skabt. (bemærk der står bør ikke skal)

 

DET KEMISKE AFFALD

Beryllium - er meget giftigt, og beryllium og beryllium-forbindelser er klassificeret som kræftfremkaldende stof kategori 1 af det internationale agentur for kræftforskning.

Cadmium har en særlig evne til at "opfange" neutroner, hvilket udnyttes til at kontrollere aktivitetsniveauet i kernereaktorer, for eksempel i de såkaldte kontrolstænger.

Cadmiumer er giftigt og optages let i organismen. (På kort sigt giver cadmiumforgiftning en række alvorlige symptomer, herunder dødsfald, og på længere sigt frembyder cadmium og dets kemiske forbindelser en risiko for en række forskellige kræftformer. I årene efter 2. verdenskrig oplevede Japan et antal forgiftningstilfælde som følge af cadmiumforurening fra minedrift langs Jinzū-floden; folk optog stoffet gennem ris fra marker der fik vand fra floden, og udviklede hvad der blev kaldt for Itai-itai-syge, med nyresvigt og bløde, eftergivende knogler til følge.)

116Cd er ganske svagt radioaktive, med halveringstider på henholdsvis 7,7*1015 og 2,9*1019 år.

Cadmium er blandt seks stoffer der er forbudt ifølge den Europæiske Unions RoHS-direktiv.

Bly er et giftigt metal, som kan skade nerveforbindelserne (især hos småbørn) og forårsage blod- og hjernelidelser.

 

 

 

Hvor meget kan det forurene ??

Gruppen der var på Risø forespurgte direktør Ole Nielsen vedrørende mængden af aktivitet i det samlede mængde affald, men det huskede direktøren ikke. Og det selv om man hele tiden måler på materialet og ugentligt af rapportere, hvad står der i rapportene ??.

Heldigvis har man tidligere i 2008 opgjort strålingen til 3500 terra becquerel også skrevet som 3500 Tbq , der igen svarer til 3500.000.000.000.000 Bq. Sundhedsmyndighederne har fastsat, at der maksimalt må være 800 Bq i en liter vand.

Man har siden erkendt at der er større mængde end først antaget, så måske er tallet dobbelt så stort.

Det betyder at hvis bare 1 promille slap ud kan det forurene 430 millioner kubikmeter vand til over grænseværdien, mere end det drikkevand vi forbruger til husholdningen i Danmark.

At plante det midt i Limfjorden på Thyholm eller ved Thise i Salling er det rene mord på al fiskeri og landbrug. Og en bombe under grundvandet i vore sandede områder. Mange års arbejde med markeds føringen af området som grønne og miljøansvarlige vil være spildte, turisterne vil flygte fra området, landbrugsprodukterne vil ikke kunne sælges, hvad skal vi så leve af i udkants Danmark, er det den hjælp som politikerne har lovet os.

Også de andre valgte placeringer virker hovedløse. Politik synes at gå forud for viden.

Danmark er meget unik, fordi vi har så meget grundvand, at vi kan basere vores drikkevandsforsyning på grundvand. Mange andre lande, inklusiv vores nære naboer i Norge og Sverige, bruger søvand og flodvand til drikkevand. De steder i verden, hvor der ikke er nok grundvand - eller hvor grundvandet ikke er rent - må man bruge overfladevand. Overfladevandet skal renses for bakterier, virus, dyr og planter, inden det kan drikkes. Det kaldes en udvidet eller avanceret vandbehandling - modsat den simple vandbehandling, som foretages med grundvandet i Danmark.

Man graver ikke affald, der kan forurene ned i jorden, risikoen for en kraftig forurening er for stor, vi kan ikke undvære rent drikkevand. Det er ved lov forbud husejere at grave affald ned på egen grund, men staten kan godt tillade sig det. Gemt er glemt

 

Indholdet sløres

I depotet skal der ud over lav og kortlivet mellemaktivt affald også være noget langlivet mellemaktivt affald indeholdende bl.a. transuraner som plutonium-239, der skal opbevares sikkert i mindst 100.000 år. Og måske også 233 kg højaktivt brændselsaffald, omdefineret til langlivet mellemaktivt.

Nogle eksperter siger 500.000 års opbevaring, hvad angår plutonium-239, bl.a. Dr Helen Caldicott. Også Risøs tidl. reaktorchef sagde i 2001 om de 233 kg brugt reaktorbrændsel: "Affaldet, som blandt andet indeholder 1,2 kilo plutonium og rester af uran-235, skal opbevares sikkert i op til en halv million år. Det bekræftede Risøs reaktorchef, Mogens Bagger Hansen, over for Information i lørdags". Information, 19.2.2001

 

Min kommentar:

Det er dog ikke afgørende, om man opbevarer plutonium-239 i 300.000 eller 500.000 år, der er stadigvæk en vis radioaktivitet tilbage. Spørgsmålet er hvor lille, den skal være.

10 halveringstider er en simpel regel, så er radioaktiviteten faldet til en tusindedel. Dvs. plutonium-239 skal opbevares sikkert i minimum 250.000 år. Sveriges kommende depot for brugt kernebrændsel skal være sikkert i min. 100.000 år, og i Sverige lægger man ikke længere langlivet mellemaktivt affald i depot til lav og kortlivet mellemaktivt affald. Det har man dårlige erfaring med. Og er man i tvivl om en tøndes indhold, om det er kortlivet eller langlivet mellemaktivt affald, klassificeres den som langlivet mellemaktiv.

Depoter med plutonium-239 skal overvåges og bevogtes i 250.000 år.

 

 

Er det farligt?

Det er meget bekymrende

- at myndigheder mfl. siger, at "affaldet er ikke farligt" uden at fortælle klart om, hvad der skal lægges i det 300-årige slutdepot

- at man vil lægge lavaktivt, kortlivet og langlivet mellemaktivt affald og højaktivt brændselsaffald, omend kun 233 kg, i samme mellemdybe depot til 300 år: "Men desværre er det en uholdbar løsning - og eksperterne ved det allerede. Så hvorfor informerer de ikke Folketinget korrekt? Måske fordi de overslag over omkostningerne, der er lavet for det danske slutforvaringsprogram, bygger på fejlagtige præmisser. Det billigste er at anvende koncepter tilbage fra 1960'erne: Grav skidtet ned i et hul, smid jord på og glem alt om det". Læserbrev i JP, 15.4.11.

Evt. skal de 233 kg brændselsaffald i et borehul, hvis depotet bliver overflade nært, en sådan løsning kan vi ikke leve med.

I det langlivede mellemaktive affald og i de 233 kg brændselsaffald er der bla.transuraner som plutonium-239, der skal opbevares sikkert i mere end 300 år - nemlig i flere hundrede tusinder af år.

Der er så farligt affaldet at i nabolandene har man sagt at det max. Må flyttes 50km. fra reaktor til opbevaringsstedet.

Der findes kun en løsning lad det blive på Risø, der har det været under professionel behandling og opsyn i 40 år de har ekspertisen og kan håndtere det og vi skatteydere sparer 1 milliard måske mere, som kan bruge til at fremme udviklingen i udkants Danmark.

Saturday the 18th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune