Artikler

Udskriv

 

Notat til medlemmer af Folketinget

 Fra sammenslutningen af bekymrede borgergrupper mod deponering af atomaffald

 EMNE: RADIOAKTIVT AFFALD - OG HVAD VI SKAL GØRE VED DET?

 At deponere radioaktivt affald og farligt affald i det hele taget under jorden (ude af øje/ude af sind) er en dybt forældet metode. 

Det hører ikke en bæredygtig og moderne fremtid til. Dyrekøbte erfaringer fra eksempelvis Grindstedværket/Kjærgaard Plantage, Cheminova/Høfde 42 og Proms Kemiske Fabrikker viser, at "ude af øje" absolut ikke betyder, at affaldsproblemerne er løst.

Tværtimod skaber man nye langt større problemer for kommende generationer.

 

 

I stedet må farligt affald opbevares i depot over jorden, så man løbende kan holde øje med, at affaldet ikke lækker til omgivelserne. Det gælder da især radioaktivt affald, hvor det i nogle tilfælde tager mange tusinde år, før affaldet ikke længere er skadeligt.

Det giver også den fremtidssikrede mulighed, at man om 50 eller 100 år måske har udviklet nye teknologiske muligheder for enten at opbevare affaldet sikkert eller at bruge affaldet som en ressource ved at genbruge det i en eller anden form. Disse visionære muligheder afskærer man sig fra ved at deponere affaldet under jorden.

 

Ingen af de fem berørte kommuners borgere vil have affaldet. Det er ganske forståeligt, for oven i den psykologiske usikkerhed, lægges der i myndighedernes kalkuler ikke skjul på, at deponering vil føre til læk af de radioaktive stoffer på et eller andet tidspunkt og føre til forurening af undergrunden og omgivelserne. 

Brandingmæssigt vil det være intet mindre end en katastrofe for det område, som tvinges til at tage imod affaldet. Al udvikling i området stopper, og erhvervs- og turismeudvikling vil være en umulighed. 

Politisk vil det med andre ord, uanset hvordan men vender og drejer det, være en tabersag, som vil trække dybe spor efter sig mange år frem i tiden.

  

En forudsætning for den politiske beslutning i 2003 var, at der skulle være en demokratisk proces, og at deponeringen skulle ske i samarbejde og forståelse med det lokalområde, som bliver udpeget. Den demokratiske proces har været helt fraværende - og alene af den grund bør man starte forfra på hele processen med inddragelse af den viden, man har i dag.

I den forbindelse minder vi om, at Danmark i 2000 har tilsluttet sig Århuskonventionen, sammen med 34 andre lande Århuskonventionen fastslår, at borgerne har en række miljørettigheder - blandt andet ret til viden, ret til at deltage og ret til at klage. 

Forløbet har på ingen måde levet op til konventionens bogstav eller ånd. Og de initiativer der er taget er ikke kommet fra myndighederne.

Demokrati og borgernes retssikkerhed er sat ud af kraft, og en deponering vil være en tvangsforanstaltning, som af de berørte borgere vil opleves som et voldsomt overgreb. 

Miljølovgivningens forsigtighedsprincip er heller ikke overholdt. Med baggrund i erfaringerne fra bl.a. sprøjtegiften DDT og ozonlagsnedbrydende stoffer, fastslår forsigtighedsprincippet, at hvis der er videnskabelige indikationer for risiko eller uoprettelige skader må man ikke undlade at gribe ind over for potentielle forurenere.

 

Vedlagt er bilag med uddybende information.

 

Med ønske -og krav om en demokratisk proces.

 

Med Venlig Hilsen

Borgergrupperne mod atomaffald på 

 

Bornholm, Lolland, Struer, Kerteminde og Skive

 

 

 

 

 

 

Baggrunds information om deponering af atomaffald

 

Folketinget beslutter i 2003 at afvikle de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø inden for en tidshorisont på op til 20 år. 

Man lægger samtidig op til, at affald fra afviklingen skal placeres i et dansk slutdepot.

I 2009 fremlægger Indenrigs- og Sundhedsministeren en redegørelse, der fastlægger de overordnede rammer og principper for et dansk slutdepot.

Forskningscenter Risø omfattede udover forskning også faciliteter til håndtering af det 

radioaktive affald fra forskningen. Risø bidrog med blandet affald fra de tre forsøgsreaktorer, samt brændselsstave fra et forsøg på at etablere en dansk produktion af brændselsstave til atomreaktorer. 

Brændselsstavene udgør, hvad der betegnes som 233 kilo særligt affald.

Desuden var Forskningscenter Risø forpligtet til også at modtage og håndtere radioaktivt affald fra brugen af radioaktive stoffer fra danske sygehuse, industrivirksomheder og forskningsinstitutioner. Endvidere uranmalm fra Grønland.

Alt dansk generet radioaktivt affald er således gennem årene blevet samlet på Risø under 

sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold.” (Geoviden 2011, nr. 2)

På den baggrund er det relevant at spørge, hvorfor affaldet skal flyttes, når det i så mange år har været opbevaret i et overfladedepot på Risø under sikkerhedsmæssigt forsvarlige forhold…

 

 

AFFALDET

 

Dansk Dekommissionering inddeler det danske affald i to grupper: 

1: lavaktivt  

2: mellemaktivt

Det vil sige, at Dansk Dekommissionering inddeler det danske affald i lav- og mellemaktivt affald, og nedtoner forskellen på kortlivet mellemaktivt affald og langlivet mellem aktivt affald. Altså  alene efter mængden af radioaktivt stof. 

 

I Sverige inddeler man affaldet i fire grupper: 

1: lavaktivt  

2: kortlivet mellemaktivt  

3: langlivet mellemaktivt  

4: højaktivt

Hvilket betyder, at man i Sverige definerer affaldstyperne ud fra mængden af det radioaktive stof og varigheden af radioaktiviteten (halveringstid). 

Det danske affald indeholder i den svenske klassifikation affaldstyperne 1, 2 og 3. 

- Man må formode, at en del af det bestrålede brændsel (233 kg særligt affald) kan være af type 4, indtil Dansk Dekommissionering kommer med data, som viser, at det ”blot” er af type 3.

Per Hedemann Jensen, helsefysiker hos Dansk Dekommissionering, har om de 233 kilo bestrålede brændselsstave udtalt:

Det er et definitionsspørgsmål, om man kalder brændselsstavene for høj- eller mellemradioaktive. Men den ret beskedne mængde og så det forhold, at de ikke længere udstråler varme, gør, at man godt kan 

betegne dem som mellemradioaktive.

Problemet med stavene er først og fremmest, at de indeholder ganske store mængder langlivede radioaktive isotoper, bl.a. strontium-90 og cæsium-137, med en radioaktiv halveringstid på henholdsvis 29 og 30 år. Det indebærer, at der kan gå flere tusind år, før de ikke længere udgør en sundhedsfare ved direkte eksponering til miljøet".

 

Strålingen fra affaldet skyldes radioaktive isotoper, det vil sige ustabile atomer, der udsender stråling, når de henfalder ( nedbrydes/halveres). De vigtigste radioaktive isotoper i det radioaktive affaldet er:

Cæsium-137 (Cs-137) - halveringstid 30 år. 

Strontium-90 (Sr-90) – halveringstid 29 år. 

Plutonium-239 (Pu-239). I atomreaktorer sker der mange andre processer end spaltning af uran. I nogle af disse sideprocesser dannes grundstoffer, der er tungere end uran (transuraner), og et af disse er plutonium, især i form af isotopen Pu-239. Plutoniumisotoper er farlige både på grund af deres stråling og deres 

kemiske giftighed. Halveringstid 24.000 år. 

Technetium-99 (Tc-99), som bruges til medicinske formål. Halveringstid 210.000 år. (2.100.000 år)

Halveringstid skal forstås sådan, at hvis man vælger at anse en tusindedel af det oprindelige strålingsniveau som acceptabelt, betyder det, at man skal vente 10 halveringsperioder, før niveauet er nået.

 

 

HVAD KAN VI GØRE VED AFFALDET?

OVERFLADEDEPOT ELLER NEDGRAVET OG LUKKET DEPOT

 

Slutdepotet skal indeholde mellem 5000 og 10.000 m3 affald.

Man har arbejdet med tre muligheder for et slutdepot:

1: Overfladenært depot – mellem 0 og 30 meter under terræn.

2: Overfladenært depot – mellem 0 og 30 meter under terræn men med et op til 100 meter dybt borehulsdepot til det særlige affald.

3: Mellemdybt depot placeret mellem 30 og 100 meter under terræn.

Depotet skal have en levetid på mindst 300 år.

Geoviden 2011, nr.2 hæfter sig ved, at der med tiden sandsynligvis vil forekomme uheld (f.eks. ulykker med tønder mv.).

Under sikkerhedsanalyser og risikovurderinger står blandt andet:

Det er uundgåeligt at vand med tiden vil trænge ind i depotet. Som normalscenarie modelleres derfor vandindtrængning i depotet, nedbrydning af beholderne, opløsning af de radioaktive isotoper i vandet, og vandets transport gennem de menneskeskabte barrierer (udsivning gennem betonkonstruktioner) og de naturlige barrierer (jord, ler oa.). Scenarie modelleres da man ingen konkret viden har på området.

- Altså lægger man overhovedet ikke skjul på, at der vil ske indsivning af vand og udsivning af radioaktive stoffer på et eller andet tidspunkt. Det samme er nævnt i flere rapporter.”Inden etablering af depotet bør man gøre sig overvejelser om, hvorvidt kommende generationer skal have fordel af, at depotet allerede på udformningsstadiet forberedes for senere udvidelse. Fordelen ved at sikre, at der er mulighed for udvidelse er, at en kommende generation kan undgå at skulle finde en ny lokalitet. I praksis kan det f.eks. gøres ved at sikre, at forholdene tillader at der etableres nye affaldsceller eller et nyt 

selvstændigt slutdepot”. (Redegørelse til Folketinget 2009)

 

KILDEHENVISNINGER:

 

1: Arne Dinesen: Radioaktivt affald ikke let at gemme. Politiken 01.05.1976

2: Johan Swahn (MKG.se, Göteborg) og Niels-Henrik Hooge (København: Atomaffald på forkerte præmisser. 

Læserbrev i JyllandsPosten 15.04.2011

3: anne.eftertanke.dk

 

Thursday the 20th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune