Atom Posten

Netavis om radioaktivt affald i Danmark
  1. Atomaffalds-Dagen
    I Tjekkiet er den 22. april dagen mod deponering af radioaktivt affald, som i år afholdes for 3. gang if. den udsendte pressemeddelelse (1). 


    Det sker med en række aktiviteter (protestmarcher, debatmøder, træplantning, maraton - løb mm.), som er rettet mod regeringens forsøg på at udpege en lokalitet til slutdeponering af radioaktivt affald.
    Dagen skal henlede offentlighedens opmærksomhed på det radioaktive affald, som vil stråle i tusinder af generationer. 

    Den skal henlede offentlighedens opmærksomhed på, at lokale borgere modsætter sig at få det gravet ned under det sted, hvor de bor, og at de nærer en begrundet frygt for, at beslutningen vil blive truffet på et forkert grundlag.

    De kan henvise til, at

    • den tjekkiske regering har udskudt sin godkendelse af det nye nationale program for håndtering af radioaktivt affald og brugt (kerne-)brændsel, som skal vurdere, om dyb geologisk deponering er den bedste mulighed, og om lokaliseringsprocessen er i orden (2)
    • den tjekkiske regering har ikke accepteret et lovudkast om styrkelse af kommuners rettigheder og har udskudt debatten herom til 2018
    • det tjekkiske parlament har udelukket offentligheden fra deltagelse i deltagelse i processen vedrørende udpegning af områder med henblik på undersøgelse af deres egnethed som slutdepoter
    I Tjekkiet mangler borgerne tillid til, at landets radioaktive affald vil blive behandlet på den sagligt set bedste måde. De frygter, at politiske kriterier bliver afgørende for valget af deponeringsmåde og deponeringssted.

    Det er de ikke alene om.

    I Danmark protesterer borgerne mod at få de statslige myndigheders planer trukket ned over hovedet. Planer, hvis discount-karakter de for længst har gennemskuet.

    I Tyskland protesterer borgerne i nærheden af den forladte jernmine Schacht Konrad (3) mod, at radioaktivt affald bliver deponeret der.

    Men i Holland accepterer borgerne i nærheden af COVRA, at radioaktivt affald bliver opbevaret i nærheden, fordi det sker på en gennemsigtig og betryggende måde i et langtidsmellemlager (4).

    I Tjekkiet, Danmark og Tyskland vender befolkningen sig mod, at man forsøger at luske slutdeponering igennem med utilstrækkelige og let gennemskuelige begrundelser og beslutningsprocesser bag lukkede døre.

    I Holland accepterer befolkningen affaldet, fordi de har oplevet, at myndighederne har spillet med åbne kort.

    Hvilken fremgangsmåde ville du foretrække, hvis du var i de berørte borgeres situation?

    Skrevet af Jens


    Henvisninger:

    1. Se flg. link: http://www.platformaprotiulozisti.cz/cs/press/day-against-repository-should-be-a-reminder-that-the-problem-is-still-not-being-solved.html 
    2. Czech Republic
      National Programme, November 2014 & National Report (CS) – National Report (EN) – The Programme entitled “Update of the concept of radioactive waste and spent nuclear fuel management” is currently undergoing the SEA process and thus the final version is still to be finalized.
    3. Schacht Konrad: http://www.dw.com/en/germany-draws-up-new-plan-to-dispose-of-nuclear-waste/a-18645069. Se også kommentar i Atom Posten: ”Kontaktforum om Atomaffald” (01.11.15).
    4. Covra’s Hjemmeside: http://www.covra.nl/. Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13).
  2. Mellemlager – og det, der ligner



    Afgørelsens time nærmer sig for det danske atomaffald. Det oprindelige discount-slutdepot er yt, og mellemlageret er det, alle taler om.

    Det skyldes borgerne i de fem kommuner, at det er gået sådan. Støttet af udenlandske sagkyndige, som ikke kunne trues til at holde mund, har de sørget for, at et mellemlager efter hollandsk forbillede kom på dagsordenen, og siden marts 2015 har mellemlagerløsningen været officiel politik.

    Det betyder desværre ikke, at alt er i orden. Indflydelsesrige kredse arbejder stadig bag kulisserne med at få affaldet af vejen så hurtigt og så billigt så muligt. Om det kommer til at hedde ”slutdepot” eller ”mellemlager” er underordnet.

    For at undgå, at problemet med opbevaring af det radioaktive affald reduceres til en strid om ordvalget, er der grund til at repetere de vigtigste ideer bag det hollandske mellemlager, COVRA:

    · alt radioaktivt affald i landet skal afleveres til COVRA, og den virksomhed, der afleverer det, betaler for opbevaringen, så man er mindre afhængig af skiftende økonomiske konjunkturer

    · man har set i øjnene, at opbevaringsperioden kan blive lang, 100 år eller mere, og der­for har man bygget lagerfaciliteter, der er robuste nok til at kunne holde i tidsrum af denne længde

    · opbevaringen af det radioaktive affald er kombineret med en formidlingsindsats, således at befolkningen (i Holland, altså) har mulighed for at besøge mellemlageret og høre om, hvordan man sikrer sig mod strålingen.

    Det betyder, at

    § man sikrer sig, at der er stabilitet og gennemsigtighed om økonomien og et incitament til at bruge så lidt radioaktivt materiale som muligt

    § man undgår, at overoptimistiske vurderinger af andre deponerings-muligheder kommer til at spærre for en fornuftig og langsigtet planlægning

    § man vil kunne drage nytte af en fremtidig teknologiudvikling, som måske/måske ikke vil gøre det muligt at uskadeliggøre det radioaktive affald ved grundstofomdannelse

    § man sørger for på en troværdig måde at formidle viden om – og ikke frygt for – radioaktive stoffer til befolkningen

    Der er ingen tvivl om, at de embedsmænd, der har skullet udarbejde løsningsforslag for det danske atomaffald, har været stillet overfor en opgave, der var noget nær umulig.

    Intet sted i verden har man slutdepoter for radioaktivt affald, der er så mangeartet som det danske. Man har enkelte depoter til kortlivet affald, og man har et hav af ideer, skitser og planer til depoter for andre typer af affald, men ikke noget, man vidste virkede. Hertil kommer, at depoter, man troede var sikre i al evighed, har lækket radioaktivt affald til omgivelserne.

    Man var derfor henvist til at strikke de danske slutdepot-planer sammen ved hjælp af alle ideerne, skitserne og planerne. De var ikke troværdige – for det var ikke muligt – men de så troværdige ud ved første øjekast.

    Planlægningen måtte derfor kombineres med en strategi, som gjorde, at så mange som muligt var tilfredse med det, de så ved første øjekast.

    Og her var der rigelige erfaringer at øse af. På det punkt kunne man levere det ønskede: Ved at udskille en lille gruppe af borgere, der fik sorteper, kunne man love det store flertal, at de slap.

    Det var lige ved at lykkes, lad os bare se det i øjnene. Men det mislykkedes altså, og nu er det nødvendigt at finde en bedre løsning.

    Drøftelsen af denne bedre løsning kunne begynde med, at vi så i øjnene, at vi ved alt for lidt om, hvordan vi skal opbevare det radioaktive affald i fremtiden. Affald, som en tidligere generations overoptimistiske forhåbninger om billig energi har skaffet os på halsen.

    Skrevet af Jens

    Henvisninger
  3. Undskyldning for Atomaffald
    Atom Posten har erfaret, at regeringen har til hensigt at give en undskyldning på hele Danmarks vegne til borgerne i de fem kommuner (1), der i maj 2011 blev udpeget som mulige placeringer af et dansk slutdepot for radioaktivt affald. Oplysningen stammer fra en kilde i statsministeriet, der ikke ønsker sit navn frem.
    Undskyldningen er ifølge kilden rettet til de borgere, som:
    … i næsten seks år (har) været udsat for truslen om at få radioaktivt affald gravet ned i nærheden af det sted, hvor de boede og arbejdede…
    Regeringen erkender og undskylder, at den
    • har udsat disse borgere for en stor og urimelig belastning
    • har skubbet problemerne med det radioaktive affald, som burde være fælles for hele det danske samfund, over på et mindretal
    • selvom den hele tiden har kunnet gennemskue det talentløse i embedsmændenes argumentation ikke har kunnet tage sig sammen til at finde på noget bedre

    Beslutningen om at give undskyldningen blev truffet, efter at regeringens medlemmer på et ministerrådsmøde havde hørt udsendelsen ”Videnskabens Verden” den 21 – 3 (2). Det forlyder, at flere ministre brød sammen, da de blev truet med, at DR ville lave flere udsendelser af samme slags.
    Regeringen ser sig ikke i stand til at tilbyde de berørte borgere økonomisk kompensation udover topskattelettelser, men lover, at man vil have de fem kommuner i tankerne, når der om et år skal træffes beslutning om udflytning af statsinstitutioner fra København. Uofficielt peges på: Brugeroplevelsesstyrelsen, Plusordsdepartementet, Disruptionsrådet og Bertel Haarder.
    Det ventes, at de tidligere regeringspartier, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre vil støtte op om undskyldningen, når den bliver offentliggjort senere i dag.
    Skrevet af Jens

    Henvisninger:
    (1)    Det drejer sig om følgende kommuner (med de udpegede lokaliteter i parentes): Struer Kommune (Hvidbjerg / Thyholm), Skive Kommune (Skive Vest og Thise), Kerteminde Kommune (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie).
    (2)    www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen blev sendt 21.03.17 kl. 13.33.

  4. Atomaffald og Public Service
    I serien ”Videnskabens Verden” har Danmarks Radio P1 bragt en udsendelse (1) om det radioaktive affald (atomaffald), der opbevares på halvøen Risø ved Roskilde.
    I udsendelsen bliver alle mulige emner rodet sammen: Tjernobyl, stråling i forbindelse med flyrejser, baggrundsstråling og medicinske anvendelser af radioaktive stoffer. 
    Derimod er ikke tid til at fortælle, at man kun har et ufuldstændigt kendskab til atomaffaldets indhold af radioaktive isotoper. Men man ved (selvom det ikke fremgår ad udsendelsen) at en del af radioaktiviteten vil holde sig i mange millioner år.
    Det nævnes heller ikke, at der udover affald fra forsøgsstationen også er:
    • såkaldte ”tailings” (affald) fra udvinding af uran af malm fra Kuannersuit/Kvanefjeldet i Grønland
    • radioaktivt affald fra et (mislykket) forsøg på at fremstille brændselsstave til a-kraftreaktorer
    • NORM-affald fra olieboringerne i Nordsøen
    • betydelige mængder af ikke-radioaktive, giftige stoffer (Cadmium, Bly, Beryllium)
    Det er ellers oplysninger, som er offentligt tilgængelige (2).
    Det påstås i udsendelsen, at 
    ”debatten har bølget frem og tilbage”
    siden det blev besluttet at nedlægge atomreaktorerne på forsøgsstation Risø.
    I virkeligheden skete der det, at man i 2011 (3) lovede det store flertal, at det kun var borgerne i de udpegede fem kommuner, der kunne komme til at hænge på atomaffaldet. Derefter var der næsten ingen interesse for sagen i de landsdækkende medier og heller ikke nogen debat, som kunne bølge.
    Det er en kendsgerning, at radioaktiv stråling fremkalder angst hos mange, men i udsendelsen blev farerne ved denne stråling bagatelliseret, ikke forklaret. En vigtig del af bagatelliseringen er baseret på, hvad den interviewede helsefysiker kalder ”beregninger”. De kan – forstår vi – give den ultimative begrundelse for, at ingen vil lide overlast, når de radioaktive stoffer begynder at sive ud fra det sted, hvor de er slutdeponeret.
    Muligheden af, at sådanne beregninger kunne være ufuldstændige eller måske ligefrem fejlagtige, nævnes ikke. Det nævnes heller ikke, at uafhængige sagkyndige har været stærkt kritiske overfor de danske slutdepot-planer (4).
    Der reflekteres overhovedet ikke over, hvem der har bevisbyrden i den slags sager.
    Udsendelsens kilder er udelukkende medarbejdere fra firmaet Dansk Dekommissionering (DD), der står for håndteringen af affaldet. Det bliver ganske vist nævnt, at borgerne i de udpegede kommuner ”er alt andet end begejstrede”, men de ansvarlige for udsendelsen har åbenbart ment, at der ikke var grund til at høre hvorfor.
    DD’s holdninger, som udsendelsen kritikløst refererer, har vi andre kendt længe, og det mest bemærkelsesværdige ved dem er, at de har udviklet sig så lidt i årenes løb. Blandt andet er det åbenbart ikke gået op for dem, at de politisk ansvarlige – omend tøvende – har forlangt (5), at man skal undersøge en alternativ løsning, nemlig et såkaldt mellemlager (6), hvor affaldet opbevares under opsyn i en periode på ca. 100 år.
    Udsendelsen er med til at tegne billedet af DR som public service-organ, og den holdning til mindretalssynspunkter, der demonstreres i udsendelsen, er ikke noget kønt syn.
    Kommercielle kanaler må kunne klare mikrofonholderiet mindst lige så godt som DR og tjene penge samtidig, for pengestærke sponsorer til de synspunkter, der direkte og indirekte fremføres i udsendelsen, er der ingen mangel på.
    Udsendelsen blev som nævnt sendt i serien ”Videnskabens Verden” sammen med et indslag om turistrejser til Månen.
    Jeg har på fornemmelsen, at videnskabens verden ser lidt anderledes ud i virkeligheden.

    Skrevet af Jens

    Henvisninger:

    1. www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen er tilrettelagt af Charlotte Koldbye og Hisar Sindi og sendt den (21.03.17) kl. 13.33.
    2. Se inventorieopgørelse fra Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management, Fifth National Report from Denmark Sundhedsstyrelsen Oct. 2014
    3. I maj 2011 meldte Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud, at seks lokaliteter i fem kommuner var ”udvalgt” som mulige placeringer af et slutdepot for det radioaktive affald. Det var: Hvidbjerg, Thyholm i Struer Kommune, Skive Vest og Thise i Skive Kommune, Kertinge Mark i Kerteminde Kommune, Rødbyhavn i Lolland Kommune og Østermarie i Bornholms Regionskommune.
    4. Se kommentar i Atom Posten: ”Oversigt over udenlandsk Kritik af dansk Slutdepotplan for Atomaffald” (22.03.15).
    5. Se kommentarer i Atom Posten: ”Dobbeltspil om Atomaffald” (11.03.15) og ”Bekymringer ved et Mellemlager for Atomaffald” (14.03.15).
    6. Et fungerende mellemlager (det hollandske mellemlager, COVRA) er beskrevet i Notatet: ”Mellemlager – Baggrundspapir”, som ligger på Annes hjemmeside www.atomaffaldklarhed.dk. Se også Covra’s hjemmeside og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13).





      1. Kvanefjeldsprojektet. Den ideelle Løsning?
        Kvanefjeldsprojektet i Sydgrønland vil ikke vil skade miljøet, fastholder direktøren i det australske mineselskab GMEet skriftligt svar til DR (1).

        Formålet med Kvanefjeldsminen er at producere sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE. Biprodukterne er uran, zink og fluor.



        GMEs direktør vil ikke interviewes til DR, men har svaret skriftligt på miljøorganisationernes nylige kritik (2) af GMEs foreløbige miljørapport.

        Direktørens udtalelser er meget upræcise. Det er bekymrende, men desværre også forventeligt. Der er meget, der skal skjules i dette projekt.

        1. GMEs direktør: "I stedet for at drage forhastede konklusioner og indtage subjektive standpunkter, opfordrer vi miljøorganisationerne til at vente på den offentlige høring, hvor yderligere tekniske detaljer vil være tilgængelige." 
        (..)
        "For tidlig diskussion og debat før den offentlige høring vil underminere integriteten for licensprocessen i Grønland."

        Min kommentar: Selvfølgelig skal projektet debatteres allerede nu, så indvendinger kan komme frem i tide og medvirke til at forbedre projektet. Det må være i alle andres interesse. Høringsperioden (8 uger) er for kort til en grundig debat.

        2. GMEs direktør: "Vi har lavet en meget detaljeret undersøgelse, som viser, at stigningen i omfanget af stråling i forbindelse med minen vil være ubetydelig." 

        Min kommentar mht. "ubetydelig stigning i omfanget af stråling": 

        Ved brydningen sker der det, at klippen knuses og behandles kemisk. Enkelte uranefterkommere er opløselige i vand (radium) eller gasformige (radon). De kan derfor lettere komme ud i miljøet, end de kunne i den oprindelige bjergart.

        Noget lignende gælder det fluoridholdige mineral, som også findes i Kvanefjeldet. (Se NOTAT om fluorider nedenfor (3). Risikoen for forurening af omgivelserne er derfor betydelig.

        Lic. scient. Kim Pilegaard konkluderede i sin Risø-Miljørapport om Kvanefjeldsprojektet (udgivet i 1990), at F (fluorid) fra uranminen kan være tilstede i alt, hvad fårene indtager også som partikler i den inhalerede luft, således at fårene kan risikere at blive forgiftet med fluorid. (side 99)




        Kilde: Illustration side 97 i Risø Miljørapport 1983
        Kim Pilegaard er nu professor på DTU MILJØ Institut for Vand og Miljøteknologi 

        3 GMEs direktør: "Lokationen for deponiet er nærmest ideel, skriver John Mair og peger på at klippen under og rundt om søen er massiv og uden forekomst af ler eller andre ustabile materialer."

        Min kommentar vedr. Taseq som "nærmest ideel" lokation.


        Ja, fra et virksomhedsøkonomisk perspektiv! Den er billig!






        Gerhard Schmidt, pensioneret ingeniør fra Öko-Institut, har udtalt følgende i en mail til mig om Taseq som tailingsdepot:


        "Disposal in a lake, as proposed in Greenland and as not completely ruled out by the regulator there, is the Canadian way and is strongly competing to achieve the world championship for another worst case example for tailings waste management."

        Q2 Anne: What are the advantages and disadvantages by using Taseq as a disposal for tailings? 

        Gerhard Schmidt: The planned mining will result in large masses of mined materials and wastes, so the mine and tailings waste management is a relevant part of the operation and also of the environmental impacts to be expected by such mining. The potential impacts of such mine and tailings have to consider both radioactive as well as chemically toxic constituents. Both types of constituents are already available in the ore, but in an immobile form so that the hazards are currently either negligible or even non-existent. Mining and milling of the ore mobilizes those constituents, by crushing the ore and treating it with chemicals. So the end point after finishing mining has to be to immobilize those constituents to a form that is as immobile as those were before mining had started. So best-as-possible physical enclosure of those wastes, isolation from the environment and sustainable inertness of those wastes are the base requirements that should govern the selection process of waste management options.

        By disposing tailings in a lake none of those basic requirements are respected and can be met. Natural lakes have a steady inflow and outflow of water, surface erosion is maximized by this flow, and disposed constituents are in a steady contact with large amounts of water so maximizing leaching of those constituents. Sustainable (long-term) isolation of the wastes from the environment is impossible under those conditions.
        As the negative impacts of such disposed, but permanently leaking mining wastes are a well-known phenomenon, the European Mining Waste Directive requires the sustainable disposal of such wastes in mine openings, where those wastes can well be effectively isolated. Water flow though the disposed material has to be minimized by sustainable covers, designed to divert any surface water (e. g. rain water, melting water) away from those disposed tailings. The design has to guarantee that this installation fulfills its task over very long time (state-of-the-art are e. g. 1,000 years) without permanent active maintenance and repair. So it has to withstand natural climatic conditions, such as long dry periods as well as extreme rain, ice and snow events without eroding away. Hazardous waste constituents should not be able to travel through the installed cover, so the cover has to prevent upward diffusion by design. In a lake environment with its permanent high erosion rate, it is impossible to install such a sustainable cover as it is eroded away in e. g. less than ten years.

        The only advantage of disposal in lakes is that it is a simple and a cheap management option in the short term, during operation. That is why this is preferred. But economic advantages can, in the long term, turn out to be the less economic option.Numerous examples can be cited where those costs then were transferred to the general public because the effects were only visible long after the company had left the place, and post-clean-up had to be financed publicly. Or, is not performed at all because the public is not willing to pay for that. Or, if the company still exists, the potential bankruptcy of the owner prevents mine waste regulators from enforcing more sustainable options. In both cases the consequence is a permanently leaking disposal facility. Citat slut


        Tailings/affald fra en REE/uranmine vil være det største miljøproblem.

        Der vil blive produceret næsten 1 mia tons, hvis alle ressourcer udvindes.





        Tailings er langlivet lavaktivt affald, der producerer radioaktive efterkommere i mia. af år.


        Når uranmine-tailings skal isoleres fra mennesker og miljø i al evighed, skaber de på en måde det mest vidtrækkende miljøproblem i det, der hedder den nukleare brændselskæde if. den canadiske atomenergikontrolkommission, AECB. (4)



        Den nukleare brændselskæde eller brændselscirkel
        Kilde: Courtesy of the IAEA; Photos from AREVA, Cameco, Fortum, Posiva, TVO, and WNA. Bemærk at tailings fra uranmøllen ikke optræder i brændselscirklen!

        AECB har også udtalt at:

        "Den totale radioaktivitet i tailings, for en given mænge uran, er sammenlignelig med radioaktiviteten i atomkraftens højradioaktive affald.

        Man kan derfor gøre den konstatering at der er blevet udvist utilstrækkelig opmærksomhed overfor de langsigtede aspekter af tailingsbehandling, og at disse bør gøres til genstand for samme opmærksomhed, som den der er blevet givet det højradioaktive affald."
        (4)



        Skrevet af Anne


        1. Mineselskab: Ny uranmine i Grønland giver ubetydelig stigning i stråling DR 20.3.17


        En række miljøorganisationer frygter alvorlige konsekvenser for miljøet, hvis Grønland giver tilladelse til uranmine. Mineselskabets foreløbige miljørapport blåstempler ellers projektet.


        3. NOTAT OM FLUORIDER (skrevet af Jens)


        Fluorider, der er opløst i vand, er giftige for mennesker og dyr.


        I naturen findes fluorider i form af calciumfluorid (CaF2, flusspat), som er tungt opløseligt i vand (ca. 0,002 g per 100 mL vand). De findes også i kryolit (Na3AlF6), der også er tungt opløseligt i vand.


        Men i Kuannersuit / Kvanefjeldet findes en del af fluoriderne som natriumfluorid (NaF, villiaumit), der har en vis opløselighed i koldt vand (ca. 4g per 100 mL). Ikke så let opløseligt som natriumchlorid (almindeligt salt) (ca. 40 g per 100 mL), men nok til, at fluorid-forurening kan blive et problem, hvis der sker råstofudvinding i området.


        Ved minedrift sker der det, at bjergarten knuses, så overfladen bliver umådelig meget større end før. Natriumfluorid i bjergarten vil derfor opløses langt hurtigere end før knusningen.


        4. Anon., 1978: The Management of Uranium mill tailings an appraisal of current practices, AECB-1156. Advisory Panel on Tailings, Atomic Energy Control Board, Canada, 31.p
      2. Nyd Sommeren ved Danmarks Discount-Slutdepot for Atomaffald!
        Atomaffald kan være positivt for en kommune, skriver en journalist fra DR P4 Bornholm. Han vil gerne overbevise læseren om, at et slutdepot kan være en turistattraktion - ligesom i Sverige. Det lyder forjættende! Det kan komme med i Visit Denmark's brochure:







        REKLAME : Kombiner familiens besøg i Joboland, Lalandia eller på Vikingemuseet Ladby med et besøg i oplevelsescentret på det danske discount-slutdepot for radioaktivt affald! Der er naturligvis grænser for, hvad I som familie kan opleve, da affaldet er gravet ned. Men i oplevelsescentret, hvortil der er gratis adgang, kan voksne få udleveret en kuglepen og børnene en kasket med logo. 



        DRs journalist glemmer i artiklen at fortælle, at den danske slutdepotplan er blevet gennemkritiseret af udenlandske eksperter og nabolande i forb. med Espoo høringen. I forstudiet (maj 2011) står, at ind- og udsivning ikke kan undgås. Hvornår denne ind- og udsivning finder sted, ved ingen.

        Journalisten har illustreret sin artikel med et foto af det svenske slutdepot for kortlivet affald i Forsmark, SFR, med denne tekst (min fremhævning):


        "På atomaffaldslageret i Forsmark 150 kilometer nord for Stockholm modtager de blandt andet radioaktivt affald fra sygehuse, forskningsinstitutioner og industrien - præcis som det er planen med det danske atomaffaldslager." 

        SFR i Forsmark er ikke et mellemlager, men et slutdepot til kortlivet affald. "Avfallet måste hållas isolerat från människor och miljö i minst 500 år" står der på SKB's hjemmeside. 

        I det danske affald er der både kortlivet og langlivet radioaktivt affald, det sidste med aktivitet i mere end 1000 år. Alligevel opereres der kun med en "levetid på 300 år" i forstudiet maj 2011 side 14-15: "Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år."

        Der mangler den vigtige information i DRs artikel, at det danske radioaktive affald ikke kan komme i et slutdepot som SFR, da der er for mange langlivede isotoper i det danske affald, bl.a. de 233 kg særligt affald og tønderne med historisk affald (ukendt affald). Ved en fejl har man kommet tønder med historisk affald i SFR, og de skal tages op igen. (Radioaktivt avfall felmärkt, UNT.se Östhammar, 16.2.13). Artiklen viser problemet med langlivede isotoper i depoter til kortlivet affald som det svenske i Forsmark SFR, som kun er til kortlivet affald. Disse tønder har præcis samme problem som mange tønder i Risø. Man ved ikke rigtigt, hvad der er i dem og bør derfor anvende forsigtighedsprincippet og ikke komme dem i et slutdepot til kortlivet affald.

        DR-journalisten fortæller, at borgerne i Östhammar Kommune er positive over for SFR, slutdepotet for kortlivet affald. Også i Oskarshamns kommune er flertallet af borgere positive overfor slutdepoter.

        Det er der forskellige grunde til. Begge kommuner har i lang tid haft atomkraftværker, og det har givet arbejde og vænnet borgerne til atomkraft.

        Begge kommuner har anlæg, der håndterer atomaffald. Det blev besluttet i 80erne. I Östhammar ved Forsmarks atomkraftværk findes som sagt et slutdepot til kortlivet radioaktivt affald, SFR. Ved Oskarshamns atomkraftværk findes et mellemlager til det svenske brugte brændsel CLAB. Sverige har endnu ikke slutdepot til langlivet affald, som der også er i det danske atomaffald. Det findes kun som koncept.

        Desuden har den virksomhed der tager sig af atomaffaldet, skb.se, integreret sig i kommunerne med massive informationskampagner og støttet idræt og kultur.

        At gøre det samme i Danmark - bortset evt. ved eller tæt på Risø - bliver svært.

        Det der kan gøres i Danmark er at føre en åben proces uden skjulte dagsordener og med en dialog med kommunerne.

        Det bør være helt klart, at et nyt langtidsmellemlager på ingen måde må relateres til et muligt fremtidigt slutdepot. Desuden bør der gives god økonomisk støtte til infrastruktur og andet i den kommune, der kan tænke sig at tage imod et langtidsmellemlager. Dette kan selvfølgelig opfattes som bestikkelse. Men i den danske sag vil den kommune, der tager imod et langtidsmellemlager, gøre en indsats for hele Danmark. Også selv om der ikke er nogen væsentlig risiko for en kommune ved at have et langtidsmellemlager for radioaktivt affald.

        Hvem har narret DR-journalisten til at tro, at den danske slutdepot-plan er teknisk-faglig forsvarlig?

        Skrevet af Anne



      3. Lykken er hverken Gods eller Guld
        Tidsskriftet ”Scientific American” bragte 27.02.17 en artikel af Jonathan Foley og Christine Arena med den markante titel: 
        Artiklen er velskrevet og velargumenteret, og den er kun en i en lang række af initiativer mod Trump-administrationens hærgen. 

        Artiklen beskriver de strategier, den nye amerikanske administration anvender, når det drejer sig om at slippe for at tage naturvidenskab alvorligt. Den beskriver blandt andet:

        • en sprogbrug, der systematisk forsøger at så tvivl om veletablerede naturvidenskabelige ideer
        • brugen af tilforladeligt lydende, men helt uforpligtende udsagn om, at ”det må vi se nærmere på”, når man bliver stillet overfor modargumenter, der ikke er til at komme udenom
        • brug af alternative ”eksperter”, som kan forplumre debatten uden at bekende kulør.

        Artiklen skitserer også en modstrategi. Det er vigtigt at indse:
        • at naturvidenskaben er dybt politisk trods alle påstande om det modsatte
        • at der er stor skepsis, ja modvilje, overfor eksperter i vore dage, og den må tages alvorligt, men at der til gengæld er potentielle allierede i grupper, blandt andet religiøse, som tidligere har været skeptiske over for det naturvidenskabelige projekt
        • at det er vigtigt at satse på den gode historie og ikke kun på eksperimenternes kolde facts: naturvidenskaben kan give sammenhængende forklaringer og ikke kun svar på enkelt-spørgsmål
        • at kampen bliver hård, for modstanderne har både snuheden, viljen og styrken til at trumfe deres meninger i gennem.

        Det er interessant at sammenligne med situationen her i landet. 

        Vi ser de samme anti-rationelle tendenser her som i USA. De udtrykkes forskelligt, men viser samme mangel på respekt for møjsommeligt opsamlet viden og kunnen, og den samme brug af ”eksperter”, som mod betaling er klar til at så tvivl om etablerede videnskabelige opfattelser uden at gå ind på de iagttagelser, der ligger til grund for dem.

        Men hvor udviklingen i USA er sket næsten eksplosivt, har den her i landet været langsom, næsten tøvende. Til gengæld har den været særdeles effektiv.

        Vi måtte helt op i nullerne, før den daværende statsminister kunne starte sin kampagne mod smagsdommere og eksperter. Til gengæld er det lykkedes at skræmme mange af disse ”smagsdommere og eksperter” fra vid og sans.

        Tesen om, at a-kraft er CO2-fri, er måske heller ikke nogen dansk opfindelse, men også her er vi godt med (2). For eksempel kunne Københavns Universitet (3) for få dage siden tilbyde et foredrag om Thorium-reaktorer med netop CO2-friheden som den lysende pointe.

        I sagen om det radioaktive affald er det lykkedes at bilde flertallet ind, at den tilsyneladende ikke angik dem. Hvis de bare holdt deres mund og troede på myndighedernes discount-argumentation, ville de slippe for at blive belemret med det. Det er også lykkedes at synliggøre statens ejer-rolle i forskningsinstitutioner, hvis ansatte kunne have bidraget til en ordentlig debat om dette emne. 

        Danmark er et lille land, og vores radioaktive affald er beskedent i forhold til andre landes. Men når man ser på, hvordan danske myndigheder gennem årene har censureret, intimideret, kamufleret, korrumperet, manipuleret og omdefineret, så må man erkende, at her er der tale om en indsats på et højt, internationalt niveau. 

        Danmark er lykkedes med at udvikle ideer og metoder, der siden er blevet brugt med stor succes i andre lande. Og hvor man i USA er i fuld gang med at organisere modstanden mod fordummelse og overtro, accepterer offentlighed og medier her i landet stort set alt, hvad statsansatte funktionærer kommer med.

        Nogle statistikere mener at have fundet ud af, at danskerne er verdens lykkeligste folk, og det lyder naturligvis rart. Knap så rart er det at tænke på, hvorfor vi er så lykkelige.

        Skrevet af Jens

        Henvisninger:


        1. How to Defeat Those Who are Waging War on Science” https://blogs.scientificamerican.com/guest-blog/how-to-defeat-those-who-are-waging-war-on-science/?WT.mc_id=SA_WR_20170301
        2. Se for eksempel Atom Posten (12.12.15) og (30.11.16)
        3. Foredrag: Thorium - Atomkraft i det 21.århundrede | University of Copenhagen Geological Museum | mandag, 27. februar 2017”. Fra programmet: ” Atomkraft er for tiden meget omdiskuteret som et led i kampen mod klimaforandringer, da det ikke udleder CO2”
        4. Can nuclear power slow down climate change
      4. Atomaffaldet: 233 kg særligt affald og Informations artikler

        Information er den landsdækkende avis, der har skrevet mest om slutdeponerings-planen for det radioaktive affald på Risø. Ellers har det journalistiske engagement i sagen ligget hos regionale medier: journalist Torsten Raagaard, tidl. P4 Bornholm og Skive Folkeblad.

        I 2001 skrev journalist David Rehling, Information, 7 artikler/ledere:


        Regning for farligt atom-affald glemt 17.2.01 står bl.a. (min fremhævning)

        Da forskningsminister Birte Weiss (S) i maj måned sidste år orienterede Folketinget om prisen 200 millioner kr. for deponering af atom-affald fra det statslige forskningscenter Risø, omfattede tallet ikke udgifterne ved lagring af det allerfarligste affald, nemlig 233 kilo højradioaktivt affald, der befinder sig på Risø.

        Det bekræfter Risøs reaktorchef, Mogens Bagger Hansen, over for Information:

        »I de 200 millioner er ikke inkluderet, at man skal tage sig af de 233 kilo,« siger han. De højradioaktive 233 kilo affald indeholder blandt andet 1,2 kilo plutonium og rester af uran-235.

        Det er stoffer, der skal opbevares sikkert i op til en halv million år?

        »Det kan man sige. Men om vi snakker 1.000 år eller én million år, er for mig ret uoverskueligt. Prisen på de 200 millioner kr. dækker ifølge Bagger Hansen kun udgifterne til deponering af de 7.200 ton »lav- og mellemradioaktivt materiale,« der også befinder sig på Risø. »Her snakker vi om nedbrydningstid på 200-300 år,« siger reaktorchefen. For disse affaldstyper har Risø peget på en »overfladenær deponering«.
         

        Fra 2014 og frem har journalist Ulrik Dahlin på baggrund af bl.a. interviews med internationale eksperter samt aktindsigt skrevet flere artikler i Information om sagen. Senest 2.3.2017:


        Ingen OECD-lande vil modtage radioaktivt Risø-brændsel
        Forud for indstillingen om en løsning på spørgsmålet om deponering af det danske atomaffald, som snart afleveres til forskningsminister Søren Pind, har embedsmændene forgæves forsøgt at få eksporteret 233 kg bestrålet brændsel fra reaktorforsøgene på Risø.

        Dahlin har fået aktindsigt i den tværministerielle arbejdsgruppes mødereferater. Af mødereferatet af 6.1.2017 fremgår det, at der ikke er realistisk mulighed for at afsætte det særlige affald til andre OECD-lande.

        Mine kommentarer:
        • vedr. eksportforsøg af de 233 kg særligt affald
        Når det er svært at afsætte de 233 kg særligt affald til udlandet, er det fordi ingen lande endnu har slutdepoter til højaktivt affald (brugt brændsel) som de 233 kg særligt affald. Som man kan læse i David Rehlings artikler var de 233 kg oprindeligt klassificeret som højaktivt. Rehlings kilde er et NOTAT fra 2001 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg samt interview med den tidligere reaktorchef på Risø.
        • vedr. omdefinering af de 233 kg særligt affald
        De 233 kg er, som Dahlin nævner 2.3.17, blevet omdefineret til (red. langlivet) mellemaktivt. Dahlin henviser til det uvildige ekspertpanels forsvar af myndighedernes omdefinering. 

        Jeg har stillet flere spørgsmål i den anledning til 2 medlemmer af det uvildige ekspertpanel, men de holder fast i omdefineringen og afslår at fortsætte diskussionen.

        Omdefineringen, som jeg for første gang hørte om i 2012, var årsagen til, at jeg begyndte at interessere mig for sagen om slutdeponering af Risø-affaldet, da det er alment kendt, at brugt brændsel (i dette tilfælde brugt brændsel der er lavet forsøg på med høj udbrænding) internationalt klassificeres som højaktivt. Brugt brændsel skal, hvis det slutdeponeres, i dybt geologisk slutdepot i flere hundrede meters dybde og ikke ml. 30-100 meter, som er den påtænkte dybde for det danske slutdepot. Pt. er de 233 kg på mellemlager på Risø, og det kan de fortsætte med at være ligesom i Holland. Måske der i løbet af de næste 100 år kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper.


        I artiklen Svensk opbakning til tysk kritik af dansk atomaffald 2.12.14 udtaler direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning Johan Swahn flg. om de 233 kg særligt affald:

        »Det skal betragtes som højaktivt affald, anvendt kernebrændsel, på samme måde som det gøres i Sverige.«

        (...)

        "Johan Swahn har tidligere kritiseret de danske myndigheders planer om et slutdepot til alt affald. Forud for, at Sundhedsministeriet skulle udarbejde en strategisk miljøvurdering af de seks lokaliteter, der er udpeget som egnede til et overfladenært atomaffaldsdepot, skrev han i juli 2014 et notat til det svenske Naturvårdsverket med henblik på videresendelse til danske myndigheder, hvori det bl.a. hed om de 233 kg særligt affald:
        »Udbrændingsgraden i det danske bestrålede brændsel er højt, og affaldet må betragtes som højradioaktivt affald.«
        Johan Swahns bekymring rækker som sagt videre end de 233 kg bestrålet brændsel. Også i forhold til dele af det ’historiske’ affald fra atomforsøgsstationens tidligste periode, som ligesom det øvrige affald indtil videre opbevares i forede tønder eller containere på Risø, er der ifølge Johan Swahn grund til skærpet opmærksomhed."


        "Författaren har förstått att det funnits en tendens att i Danmark definiera det högaktiva långlivade avfallet i form av bitar av bestrålat/använt kärnbränsle som medelaktivt långlivat radioaktivt avfall. Detta går emot internationell praxis. Det är naturligtvis möjligt att ompaketera bränslestavarna i kollin så attvärmeutvecklingen per volymsenhet blir lägre än den för själva bränslestavarna och att det då enligt en definition baserat endast på värmeutveckling konverteras till medelaktivt långlivat avfall. Men det är inte en riktigt agerande. Annars skulle ju all det använda kärnbränslet i världen på ett enkelt sätt kunna omdefinieras från högaktivt till medelaktivt bara genom att stoppa det i stora behållare."

        Vice- og forskningsdirektør Ewoud Verhoef fra det hollandske langtidsmellemlager COVRA er på linje med Swahn: "Det særlige affald bør klassificeres som højaktivt" (Se Verhoefs kommentar side 16-17 i COWIs rapport). 


        I DD's præsentation på et møde i Kontaktforum af de indkomne kommentarer står følgende på et slide. (JS er Johan Swahn/MKG.se og EV er Ewoud Verhoef/Covra.nl):




        Skrevet af Anne

        Henvisninger

        1/ I Forslag til folketingsbeslutning Fremsat den 28. november 2002 af videnskabsministeren (Helge Sander) om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø

        "Særlige forhold gør sig dog gældende for så vidt angår 233 kg bestrålet forsøgsbrændsel, der er en rest efter undersøgelser udført på Risøs Hot Cell anlæg fra midt i 1960’erne til midt i 1980’erne. Da disse 233 kg uranbrændsel rummer en relativt stor mængde langlivede isotoper, vil der skulle stilles særlige krav til en slutdeponering heraf. 

        Spørgsmålet om en slutdeponering af dette materiale her i landet bør derfor afvente, om der kan findes en eventuel international løsning på linie med de tidligere løsninger vedrørende andet brugt brændsel fra Risø.
        Når der foreligger en afklaring af mulighederne herfor, vil videnskabsministeren forelægge sagen for Folketinget."

        2/ Min side : Gæt om data om de 233 kg særligt affald.







      5. Atomaffalds-Soirée på Sans Souci (2)
        Han kørte lidt for hurtigt hjem fra instituttet. Det havde trukket ud med vejledningen af den ene af hans tre ph.d.studerende. Hun måtte ikke være for kritisk, for det ville skade instituttet og hendes fremtidige jobmuligheder i Danmark. 

        Mange havde takket ja til Atomaffalds-soiréen. Folk kunne lide at komme på Sans Souci, hvor de blev hjerteligt modtaget, fik god mad og vin, kunne knytte alliancer, skaffe deres børn jobs og finde nye tennis-makkere. Han havde tænkt på at droppe vinkælderen, men der var altid nogen, der lige skulle et smut ned og blade i ringbindene med etiketterne. Han havde ikke haft tid til at tage sig af menuen i aften, men frk. Nielsen havde tjek på det hele.


        Forkvinden for uddannelses- og kulturudvalget skulle give oplæg om slutdepotplanen under velkomstdrinken. Den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe, tovholderen på hele slutdepotprocessen, havde forelagt sit oplæg for Ministeren, og nu skulle uddannelses- og forskningsordførerne mfl. bearbejdes, så et mellemlager blev fravalgt. Hvem gider gå og glo på atomaffaldstønder i årtier. I Danmark har vi ingen ambitioner som i f.eks. Holland, hvor det er let at rekruttere ansatte til deres langtidsmellemlager Covra.


        Vi skal rydde op efter os selv af hensyn til kommende generationer, skulle forkvinden starte med. Dernæst: Der er gode geologiske forhold i Danmark til at grave atomaffald sikkert ned i homogene lav-permeable og tykke ler-lag i en dybde ml. 30-100 meter med en sikkerhedshorisont på "fra 300 år", selv om der er aktivitet i dele af affaldet i titusinder af år, ja, i mia. af år i urantailings. Alle kan være rolige, for kun hvis SIS endeligt godkender slutdepotet, bliver det til noget. Og hvorfor skulle de ikke godkende det? 


        Hvis nogen spurgte kritisk til den sikkerhedshorisont, skulle forkvinden huske at sige "fra" 300 år. Den elastik var nødvendig for at få et billigt slutdepot til at glide ned hos regnedrengene i Finansministeriet. Nu skulle Post Nords danske afdelings underskud på 4 mia. jo dækkes, så der var endnu mindre råd til et slutdepot state of the art. Det ville også kræve årtiers forskning inden, og alle var så trætte af affaldet, at det skulle væk, så man ikke kunne se det. NU!

        At affaldet ville poppe op ved næste istid og ende i Nordtyskland, kunne man ikke tage sig af. Måske Nordtyskland til den tid var dansk, som et DF-medlem lige har antydet, og så ville der jo ingen tyske protester være. Danskerne finder sig i mere.

        Den tidligere nu pensionerede formand for den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe skulle stå ved siden af forkvinden og nikke og sige som på høringen i Kerteminde i pausen 8.5.2014, at det er tvivlsomt om næste generation bliver bedre til at håndtere affaldet end dem, der arbejder med det nu --- hvorfor skulle de det? Det var selvfølgelig lidt flovt, at vi ikke stoler på næste generations kundskabsniveau om radioaktivt affald. Det kunne på længere sigt jo næsten ikke blive dårligere end i dag. Den pensionerede SIS-mand skulle så sekundere med, at han da mente det samme som den tidligere formand for den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe og et slutdepot vil være meget bedre i denne urolige verden --- tænk bare på Ukraine.

        Efter introduktionen skulle en fysiker med stor indsigt sige: Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke bare kan graves ned. Så ville alle klappe, for duften fra hovedretten ville trænge op fra køkkenet. Til sidst skulle glassene hæves, mens forkvinden sagde: Et slutdepot i udkanten vil betyde, at Risø bliver til Greenfield, så Europas største Cleantech Park kan strække sig fra Frederiksborgvej til CPH uden det beskidte Atomaffald! - Der er masser af plads i Vestjylland, skulle hans svoger fra Veddelev hviske så højt, at alle hørte det.

        Hvem gider spilde tid på atomaffald, der bare kan komme til udkanten. Der mangler arbejdspladser, og selv om et slutdepot kun skal bevogtes af to mand og en hund if. en seniorkonsulent i Miljøministeriet, så vil byggeriet af slutdepotet generere arbejdspladser. Der skal f.eks. laves bedre og bredere veje, hvis affaldet skal kunne komme helt frem til Kertinge Mark på 250 lastvogne med anhænger. 

        Kertinge Mark ved Kerteminde! Det kunne han ikke bære, hans slægts dejlige hjemegn, hvor han som dreng hver sommer tog ud med sine forældre fra Odense og spiste kirsebær. 

        Han havde selvfølgelig sørget for, at affaldet ikke kom til Kertinge Mark, selv om det var den bedste ler if. overogundergeologendenenestedermåudtalesigomatomaffaldetiGEUS. En vanvittig idé, at det sted var udpeget, tæt på Kerteminde, for det ville sive ud i Kertinge Nor. Så måtte affaldet hellere sive - for sive ville det på et tidspunkt if. forstudiet - ved Bølshavn ud i Østersøen, der i forvejen er verdens mest radioaktivt forurenede hav.

        Han glædede sig til at blive fri for slutdepotsagen, så han kunne rejse væk fra Danmark. Han vaklede mellem et tilbud fra CERN og et fra Grenoble. Det blev nok CERN, for der var kortere til La Cluzas, hans foretrukne sted at stå på ski, hvor han var kommet siden barneårene. Gid han sad der nu med vennerne og spiste raclette i køkkenet på voksdugen og drak rødvin af vandglas. Man tog det mere afslappet der.

        Pludselig var han hjemme. Porten til Sans Souci gled op. BMW'en kørte så hurtigt op ad den snoede grusvej, at den tværårelangeministerielle arbejdsgruppeformands moppe, som frk. Nielsen passede i disse dage, skræmt sprang til side, bjæffede og kastede op. Han kunne lige nå et bad og tage rent tøj på. 


        Skrevet af Anne



      6. Uranmine: Akineqarneq ajorpugut! Vi får ingen svar!
        Den 30.9.16 spurgte Mariane Paviasen, forkvinde for Urani Naamik i Narsaq, Råstofstyrelsen om sundhedsproblematikken i forhold til nogle containere, der er opstillet af det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy A/S (GME) i Narsaq. Mailen var stilet til Departementet for Sundhed

        Paviasen sendte sit spørgsmål flere gange til Naalakkersuisoq for Råstoffer (Råstofministeren), og 30.11.16 fik hun besked om, at sagen ville blive undersøgt. Den 11.1.17 skrev Paviasen igen til Naalakkersuisoq for Råstoffer, der svarede, at Sundhedsdepartementet skulle have svaret Paviasen, og han ville spørge Sundhedsministeren, hvornår Paviasen kunne forvente svar. Mht. containerne havde Raastofdepartementet bedt GME om at informere befolkningen.

        Den 23.2.17 - næsten 5 måneder senere - får Paviasen svar fra Råstofstyrelsen, uden at de besvarer hendes spørgsmål. Da spørgsmålet hører under Departementet for Sundhed, har Råstofstyrelsen flere gange henvendt sig med Paviasens "bidrag" (red. spørgsmål) til Departementet for Sundhed. Men der kom ikke noget svar. 

        Råstofstyrelsen har også været i kontakt med GME, der har oplyst, at det via sin Facebook-side har givet borgerne information om containerne. 

        Råstofstyrelsen skriver bl.a. 23.2.17 til Paviasen:

        "Råstofstyrelsen har overfor GME påpeget, at der efter Råstofstyrelsens opfattelse er behov for yderligere oplysningsaktivitet til lokalsamfundet. 

        Råstofstyrelsen har derfor opfordret GME til at anvende de lokale opslagstavler omkring projektet. Råstofstyrelsen har overfor GME anbefalet, at GME på disse opslagstavler hænger informationsmateriale om containerne."




        Sammen med foto af containerne har GME på sin Facebook side indsat et slide fra GME's Update regarding Kvanefjeldet as for June 2015 sammen med en tekst om, hvad der er i containerne (1): 


        Den hollandske kemiker og teknologivurderingsekspert Jan Willem Storm van Leeuwen har tidligere på Atom Posten kommenteret dette slide 24:


        "Evidently based on very old models, false assumptions and ignorance of chronic contamination with radionuclides via food, water and air (dust). It is completely unclear how the diagram has been constructed, which data and which assumptions lay at the base of it":




        Følgende spørgsmål presser sig på:


        • Hvorfor har Departementet for Sundhed syltet et svar til Råstofstyrelsen siden 30.9.16, så en borger har måttet vente næsten 5 måneder på at få et upræcist og svævende svar?

        • Hvordan kan det være, at Råstofstyrelsen og Departementet for Sundhed ikke har været interesseret i at videreformidle, hvad de ved om indholdet i containerne jf. GMEs Facebook info 14.12.16:"Myndighederne er informeret om indholdet i containerne"
        Det lover ikke godt for fremtiden, at de grønlandske myndigheder er så håndsky over for mineselskabet.

        Skrevet af Anne


        Henvisninger


        1/ Tekst på GMEs Facebook side 14.12.16 (min fremhævning)

        På baggrund af Urani Naamik’s formand Mariane Paviasens offentlige forespørgsel i AG d. 7. dec. 2016

        Mariane Paviasen retter henvendelse til Naalakkersuisoq for sundhed og Nordisk arbejde, med en bekymring om de containere der står bag GME hallen, samt de container der står på en areal tildeling uden for byen. Mærkningen med Radioaktivitets symbolet er udelukkende sat på de containere der indeholder borekerner og stenprøver fra ”Kuannersuit” for at markere, at her er oplagret boreprøver med et naturligt lavlødig indhold af uran. Disse afgiver ikke sundhedsfarlig stråling til omgivelserne.

        Markeringerne er henvendt til vores medarbejdere der borer, flækker, logger og flytter rundt på de borekerne kasser der er opbevaret i dem, således at det er specificeret hvilke containere der indeholder borekerner, uanset det lave niveau af stråling. GME har som ansvarligt selskab hele tiden haft et højt niveau af arbejds-sikkerhed og alle medarbejdere har under feltsæson båret såkaldte TLD dosimetere, der måler den akkumulerede stråling under boringer, flækning og transport af stenprøver og borekerne fra Kuannersuit. Disse dosimetere viser at medarbejderne der har arbejdet med disse borekerner, i en årrække, ikke har optaget højere stråling end det de internationale sundheds-myndigheder og FN organer anbefaler for civilbefolkningen.

        Derfor kan vi berolige Urani Naamik med, at vores containere ikke udgør nogen sundheds risiko for lokalbefolkningen.

        Årsagen til oplagringen af borekerner og stenprøver er, at de tilhører Grønland og alle geologiske materialer og efterforskningsdata skal arkiveres og opbevares. Dette er et krav fra myndighederne.

        Planerne for containerne bag hallen er, at de skal ud og stå sammen med de andre uden for byen på det dertil udpegede areal. Den endelige plan for boreprøverne afhænger af om der kommer en mine. Ved nedlukning bestemmer de Grønlandske myndigheder hvor de skal sendes hen, da de som nævnt udgør vigtig og kostbar geologisk viden om Kuannersuit og borekernerne tilhører Grønland. Myndighederne er informeret om indholdet i containerne.

        Angående de åbne borehuller Urani Naamik har fundet, kan vi kun opfordre jer og andre til at kontakte GME ansatte her i Narsaq og fortæl os hvor i har set dem, så skal vi få dem lukket. Grunden til at de er lukkede er først og fremmest for at undgå at der falder sten og andet i som kan forhindre en eventuel borehulslogning. Dette er et måleinstrument man kan sænkes ned i borehullet. Hullet er ca. 6 cm i diameter. Borehullerne forøger heller ikke risiko for stråling.

        Vi anbefaler varmt Urani Naamik at rette henvendelse til GME både her i Narsaq og Nuuk hvis I har spørgsmål til de ting der bekymrer jer, således at vi kan få en god og tryghedsskabende dialog.

        Med Venlig Hilsen

        GME A/S


        citat slut
        ............................

        3/ 'Ajorpoq' - Vi får ingen svar!
        Bedre borgerinddragelse om Kuannersuit
        Undersøgelse ved Mia Olsen Siegstad og Mads Fægtebord

        for ICC Grønland i samarbejde med NGO-koalitionen for bedre borgerinddragelse
        December 2015


      Monday the 24th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune