Atom Posten

Netavis om radioaktivt affald i Danmark
  1. A-kraft uden CO2?
    I ”Politiken” den 1. maj har lektor i fysik og energi ved Danmarks Tekniske Universitet, Holger Skjerning (HS), en interessant kommentar til et debatindlæg (26.04.17) af SF’s formand, Pia Olesen Dyhr (POD).

    I kommentaren er der pæne ord om vindmøller og distributionssystemet for energi, og – hvad der er mere forbløffende – kritik af, at POD ønsker mere forskning på energi-området.

    Og sidst i kommentaren får vi – igen, igen, igen – påstanden om, at a-kraft ikke udleder CO2.

    Det interessante er, at det denne gang er en fysiker, og ikke en underordnet funktionær i a-kraft-lobbyen, der fremsætter denne påstand.

    Jeg synes derfor, at tiden må være inde til, at HS forklarer offentligheden, hvordan det kan gå til, at

    • brydning af Uran- og Thorium-holdig malm 
    • udvinding af Uran og Thorium fra malmen 
    • fremstilling af brændselsstave 
    • nedlæggelse (dekommissionering) af nedslidte reaktorer 

    ikke udleder CO2.


    Vi ved godt, at selve kernespaltningen er CO2-fri, men hvad med de processer, der går forud, og de processer, der følger efter? Processer, som er forudsætninger for, eller en nødvendig følge af, kernespaltningen?

    De teknologier, man indtil nu har brugt til disse formål, udleder alle CO2 i et eller andet omfang, se for eksempel (1).

    Men hvis HS har kendskab til andre teknologier, som ikke gør det, så synes jeg, at han skulle gøre rede for det.

    Jeg synes også, HS skulle benytte lejligheden til at forklare offentligheden, hvor meget radioaktivt affald, de nye, Thorium-baserede a-kraft-teknologier forventes at producere, og hvordan han forestiller sig, at dette affald skal opbevares i fremtiden.

    Spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med det radioaktive affald her i landet, er jo langt fra ukontroversielt, som HS utvivlsomt ved.

    Den 22. april demonstrerede et stort antal naturvidenskabsfolk mod den nedvurdering af naturvidenskabelige argumenter, som desværre er blevet udbredt i det politiske liv, både i USA og i andre lande (2).

    HS kunne støtte denne bestræbelse ved at vise, at det også i denne sag er argumenterne, der tæller.

    Skrevet af Jens


    Henvisninger:


    1. Se rapporten: ”Can nuclear Power slow down Climate Change?” af Jan Willem Storm van Leeuwen. Se kommentar i Atom Posten (19.11.15)
    2. Se kommentar i Atom Posten: ”Marchen for Naturvidenskab” (02.05.17).
  2. Marchen for Naturvidenskab
    Den 22. april blev der demonstreret over store dele af verden mod den mistænkeliggørelse af naturvidenskab (1), som har været i gang længe, men som er blevet særdeles tydelig efter valget af Donald Trump til præsident i USA (2). 
    Det er opmuntrende, at så mange har vendt sig mod det, der så rammende er kaldt: ”Krigen mod Kendsgerninger” (3), hvor de politisk ansvarlige er parate til at se stort på grundigt efterprøvede kendsgerninger, hvis de står i vejen for indflydelsesrige gruppers eller virksomheders kortsigtede økonomiske interesser.
    Alligevel er jeg ikke tryg ved, at der marcheres for naturvidenskab. Marcher signalerer enighed, mens naturvidenskab trives i uenighed, i fri diskussion. 
    Det er fint at demonstrere mod den afstumpethed, der ligger bag afvisningen af klimaforskernes advarsler, mod en lovgivning, der vil øge forureningen til skade for det store flertal, og så videre. 
    Men hvad er det præcist, man demonstrerer for, når man demonstrerer for naturvidenskab?
    Selvfølgelig vil man mistænkeliggørelsen til livs – det siger sig selv. Men når demonstrationen er slut, og deltagerne er gået hjem, melder spørgsmålet sig:
    Hvordan opnår man, at naturvidenskab bliver taget alvorligt på længere sigt?
    Tidsskriftet ”Scientific American” har i en ledende artikel (4) foreslået, at flere med naturvidenskabelig baggrund går ind i politik, og at endnu flere organiserer sig med det formål at lægge pres på politikere i spørgsmål, der involverer naturvidenskab. 
    Disse tiltag vil uden tvivl være nyttige, men de kan ikke stå alene. 
    Det store problem er, at naturvidenskabens udøvere og den store offentlighed meget ofte taler forbi hinanden.
    Jeg ved, det følgende er generaliseringer, og at mine meninger i hovedsagen bygger på iagttagelse af danske forhold, især sagen om det radioaktive affald, som den har udspillet sig gennem de sidste seks år. 
    Men alligevel:
    På den ene side står naturvidenskab for det store flertal som en beskæftigelse for nørder. En beskæftigelse, der har meget lidt at gøre med det almindelige, praktiske liv. 
    Dette afspejlede sig i pressedækningen af marchen. 
    Herhjemme bragte ”Politiken” en tegning (5), der viste, at tegneren og redaktionen må have forstået meget lidt af, hvad marchen drejede sig om. Eller snarere, at de ikke anså det for vigtigt at forstå, hvad den drejede sig om (se også (2)).
    På den anden side har nogle af naturvidenskabens udøvere vist beskeden interesse for at formidle det, de er eksperter i, til offentligheden (6). 
    Om årsagen til dette er skyhed, manglende evne til at formidle eller arrogance overfor mennesker, der beskæftiger sig med noget andet, end de selv gør, er uvæsentligt. Det skaber en kløft, der isolerer dem fra befolkningen. En kløft, der hæmmer offentlighedens forståelse for, at naturvidenskaben har meget at byde på i samfund som vores (7). 
    Dette problem må og skal løses, og det kræver noget af begge parter. 
    Jeg håber, at marchen for naturvidenskab kan blive starten på denne proces.
    Skrevet af Jens

    Henvisninger mm:
    1. Jeg har valgt at oversætte ”science” til ”naturvidenskab”.
    2. Science News Staff: ”Boffins and their VERY academic chants”. How the media covered the March for Science” (25.04.17). http://www.sciencemag.org/news/2017/04/boffins-and-their-very-academic-chants-how-media-covered-march-science?utm_campaign=news_daily_2017-04-26&et_rid=16750007&et_cid=1295430
    3. Kommentar af Jonathan Foley: “The War on Facts Undermines Democracy”, Scientific American, maj 2017, side 7.
    4. Kommentar af redaktørerne: “A March for Science Is Not Enough”, Scientific American, maj 2017, side 6. 
    5. Tegning i “Politiken” (22.04.17) af Philip Ytournel.
    6. Det af Uddannelses- og Forskningsministeriet nedsatte “uvildige ekspertpanel” har illustreret denne problemstilling meget præcist, formodentlig uden at de selv har været klar over det. Se UFM’s hjemmeside og kommentarer i Atom Posten: ”Kommentar til det uvildige Ekspertpanels 2. svar …” (09.10.16), ”Atomaffald og Uvildige Eksperter” (05.11.16), ”Det særlige Atomaffald – igen, igen” (07.12.16) og ”Uvildig Omdefinering eller omdefineret Uvildighed” (16.12.16). 
    7. Kløften mellem naturvidenskabens udøvere og mennesker med anden akademisk baggrund er beskrevet af Sir Charles Snow i hans berømte essay: ”The Two Cultures” fra 1956. Kløften mellem naturvidenskabens udøvere og den brede offentlighed i vore dage er nært beslægtet med Snow’s.
    8. Leder i Science 4.5.17:  http://science.sciencemag.org/content/356/6337/467?utm_campaign=toc_sci-mag_2017-05-04&et_rid=16750007&et_cid=1309437
  3. Atomaffald og Bakterier
    Modstanderne af slutdeponering af radioaktivt affald har ofte fremhævet, at man ved alt for lidt om de processer, der sker i og omkring et slutdepot, og som har betydning for dets evne til at tilbageholde de radioaktive stoffer. Derfor bør man lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe det i et mellemlager i ca. 100 år.

    Tilhængernes svar har ikke været at godtgøre, at man havde det fulde overblik over disse processer. De har i stedet støttet sig til indviklede matematiske modeller, kaldet ”sikkerhedsanalyser”, som (naturligvis) altid viste, at risikoen for udsivning og skader på mennesker og andre levende væsener ville være ubetydelig i meget lange tidsrum.

    Den oplagte indvending mod dette er, at hvis man ikke har det fulde overblik over, hvad der kan ske med depotet, så vil resultaterne af sikkerhedsanalyser nødvendigvis være usikre, fordi (1) 

    • der kan forekomme geologiske, fysiske og kemiske processer, som ikke er kendt på det tidspunkt, analysen blev lavet, og som man derfor ikke kan få med i analysen 
    • der kan også være processer, som man kun kender til en vis grad og derfor kun kan få med i begrænset omfang 
    • der kan ske menneskelige fejl, således at eksisterende viden ikke bliver udnyttet optimalt 
    Det engelske tidsskrift ”New Scientist” har for nylig bragt en artikel (2), som endnu en gang illustrerer denne problemstilling.

    Den refererer til forskning, som viser, at ikke bare geologiske, fysiske og kemiske, men også mikrobiologiske processer er af betydning, når man skal bedømme sikkerheden af et slutdepot.

    Sagen er, at et slutdepot, udover affaldet selv, indeholder cement (beton) samt træ og andet cellulose-holdigt materiale.

    På grund af cementen vil miljøet i et sådant depot være stærkt basisk (pH = ca. 11), og det betyder, at cellulosen nedbrydes. Et af nedbrydningsprodukterne (3) kan danne komplekse forbindelser med tunge metaller, heriblandt uran og de transuraner, som er til stede i depotet.

    Da disse komplekse forbindelser er vandopløselige, giver det mulighed for, at radioaktive stoffer kan vandre ud i omgivelserne, og det svækker naturligvis tilliden til, at slutdepotet kan holde affaldet isoleret i de mange, mange år, som er nødvendige for at undgå radioaktiv forurening af omgivelserne.

    Dette har været kendt i længe. 






    Men nu har forskere fra University of Manchester fundet ud af, at nedbrydningsproduktet selv kan nedbrydes af bakterier, der mod forventning kan leve under de barske forhold i slutdepotet.

    Tilstedeværelsen af disse bakterier vil derfor virke hæmmende på udsivningen af radioaktive stoffer.

    Kommentaren i ”New Scientist” udtrykker begejstring over opdagelsen, fordi forskning på dette område hidtil har været koncentreret om det, der anses for ”negative effekter”, nemlig nedbrydningen af cellulose (4).

    Nu er der kommet fokus på de mikrobiologiske processer, der modvirker dannelsen af vandopløselige forbindelser, og som derfor skulle forbedre depotets sikkerhed. Det er det, der i ”New Scientist” kaldes de ”positive effekter”.


    I artiklen citeres Cherry Tweed, som er den videnskabelige chefrådgiver ved ”Radioactive Waste Management” i UK dog også for den besindige udtalelse:

    ”De positive effekter er blevet ignoreret, men vi er nødt til at lave meget mere forskning, før vi er sikre på, at disse positive effekter bliver ved med at være der, og at de opvejer alle former for negative effekter på længere sigt i forbindelse med opbevaring af radioaktivt affald.”


    Altså: kunne der – udover den undersøgte proces – tænkes at være andre, hvor bakterier direkte eller indirekte påvirker sikkerheden af et slutdepot? Og som ikke er kendt på nuværende tidspunkt? For det er vel først, når man har det fulde overblik over denne type af processer, at man (måske) kan hævde, at de forøger sikkerheden af et slutdepot.

    Det er derfor på ingen måde sikkert, at mikrobiologiske processer, alt i alt, vil bidrage til at gøre slutdeponering sikrere, selvom vi i den kommende tid nok vil høre nogen påstå det.

    Men det er helt sikkert, at den nye opdagelse har gjort det endnu sværere at overskue alt det, der kan ske i et slutdepot efter lukningen. Problemet med vurderingen af sikkerheden har fået en ny dimension: Hvor man tidligere skulle have styr på alle tænkelige geologiske, fysiske og kemiske processer, skal man nu også have styr på alle tænkelige mikrobiologiske processer.

    Den bevisbyrde, tilhængere af slutdeponering skal løfte, er blevet endnu tungere.

    Som demonstranterne i Science Marchen udtrykker det:

    ”Der er intet alternativ til fakta”

    Skrevet af Jens


    Henvisninger: 

    1. Dette emne har vi kommenteret ved flere lejligheder. Se notaterne: ”Baggrundsartikel om Risikovurdering, ”Bemærkning om matematiske Modeller til Risikovurdering” samt debatoplæg holdt på folkemødet i Allinge, (15.06.13).

    Fra Atom Posten: ”Kerneaffalds-håndtering og legitimitet” (04.05.13), ”Nu er den gal igen” (14.05.13), Boganmeldelse: ”Burying Uncertainty” (02.03.14), ”Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser” (30.05.14), ”Decide, Denounce, and Defend” (20.06.14), ”Kommentar til PLAN FOR ETABLERING AF SLUTDEPOT FOR DANSK LAV- OG MELLEMRADIOAKTIVT AFFALD – MILJØRAPPORT” (19.10.14).

    2. Artikel i ”New Scientist” af Sam Wong (11.04.17): ”Waste-munching bacteria could make nuclear stores safer”. Se også artikel i ”Ingeniøren” af Mads Nyvold, (18.04.17): ”Bakterie kan gøre urandepoter mere sikre”.


    3. Isosaccharinsyre, hvis systematiske navn er 2,4,5-trihydroxy-2-(hydroxy= methyl)pentansyre. Det ser indviklet ud, men organisk kemi er indviklet. 

    4. Hvor man i DK ”kun” har ca. 10 000 m3 radioaktivt affald, har man i UK Ifølge artiklen ca. 4,5 mio m3, så på en måde er begejstringen let at forstå.
  4. Atomaffalds-Dagen
    I Tjekkiet er den 22. april dagen mod deponering af radioaktivt affald, som i år afholdes for 3. gang if. den udsendte pressemeddelelse (1). 


    Det sker med en række aktiviteter (protestmarcher, debatmøder, træplantning, maraton - løb mm.), som er rettet mod regeringens forsøg på at udpege en lokalitet til slutdeponering af radioaktivt affald.
    Dagen skal henlede offentlighedens opmærksomhed på det radioaktive affald, som vil stråle i tusinder af generationer. 

    Den skal henlede offentlighedens opmærksomhed på, at lokale borgere modsætter sig at få det gravet ned under det sted, hvor de bor, og at de nærer en begrundet frygt for, at beslutningen vil blive truffet på et forkert grundlag.

    De kan henvise til, at

    • den tjekkiske regering har udskudt sin godkendelse af det nye nationale program for håndtering af radioaktivt affald og brugt (kerne-)brændsel, som skal vurdere, om dyb geologisk deponering er den bedste mulighed, og om lokaliseringsprocessen er i orden (2)
    • den tjekkiske regering har ikke accepteret et lovudkast om styrkelse af kommuners rettigheder og har udskudt debatten herom til 2018
    • det tjekkiske parlament har udelukket offentligheden fra deltagelse i deltagelse i processen vedrørende udpegning af områder med henblik på undersøgelse af deres egnethed som slutdepoter
    I Tjekkiet mangler borgerne tillid til, at landets radioaktive affald vil blive behandlet på den sagligt set bedste måde. De frygter, at politiske kriterier bliver afgørende for valget af deponeringsmåde og deponeringssted.

    Det er de ikke alene om.

    I Danmark protesterer borgerne mod at få de statslige myndigheders planer trukket ned over hovedet. Planer, hvis discount-karakter de for længst har gennemskuet.

    I Tyskland protesterer borgerne i nærheden af den forladte jernmine Schacht Konrad (3) mod, at radioaktivt affald bliver deponeret der.

    Men i Holland accepterer borgerne i nærheden af COVRA, at radioaktivt affald bliver opbevaret i nærheden, fordi det sker på en gennemsigtig og betryggende måde i et langtidsmellemlager (4).

    I Tjekkiet, Danmark og Tyskland vender befolkningen sig mod, at man forsøger at luske slutdeponering igennem med utilstrækkelige og let gennemskuelige begrundelser og beslutningsprocesser bag lukkede døre.

    I Holland accepterer befolkningen affaldet, fordi de har oplevet, at myndighederne har spillet med åbne kort.

    Hvilken fremgangsmåde ville du foretrække, hvis du var i de berørte borgeres situation?

    Skrevet af Jens


    Henvisninger:

    1. Se flg. link: http://www.platformaprotiulozisti.cz/cs/press/day-against-repository-should-be-a-reminder-that-the-problem-is-still-not-being-solved.html 
    2. Czech Republic
      National Programme, November 2014 & National Report (CS) – National Report (EN) – The Programme entitled “Update of the concept of radioactive waste and spent nuclear fuel management” is currently undergoing the SEA process and thus the final version is still to be finalized.
    3. Schacht Konrad: http://www.dw.com/en/germany-draws-up-new-plan-to-dispose-of-nuclear-waste/a-18645069. Se også kommentar i Atom Posten: ”Kontaktforum om Atomaffald” (01.11.15).
    4. Covra’s Hjemmeside: http://www.covra.nl/. Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13).
  5. Mellemlager – og det, der ligner



    Afgørelsens time nærmer sig for det danske atomaffald. Det oprindelige discount-slutdepot er yt, og mellemlageret er det, alle taler om.

    Det skyldes borgerne i de fem kommuner, at det er gået sådan. Støttet af udenlandske sagkyndige, som ikke kunne trues til at holde mund, har de sørget for, at et mellemlager efter hollandsk forbillede kom på dagsordenen, og siden marts 2015 har mellemlagerløsningen været officiel politik.

    Det betyder desværre ikke, at alt er i orden. Indflydelsesrige kredse arbejder stadig bag kulisserne med at få affaldet af vejen så hurtigt og så billigt så muligt. Om det kommer til at hedde ”slutdepot” eller ”mellemlager” er underordnet.

    For at undgå, at problemet med opbevaring af det radioaktive affald reduceres til en strid om ordvalget, er der grund til at repetere de vigtigste ideer bag det hollandske mellemlager, COVRA:

    · alt radioaktivt affald i landet skal afleveres til COVRA, og den virksomhed, der afleverer det, betaler for opbevaringen, så man er mindre afhængig af skiftende økonomiske konjunkturer

    · man har set i øjnene, at opbevaringsperioden kan blive lang, 100 år eller mere, og der­for har man bygget lagerfaciliteter, der er robuste nok til at kunne holde i tidsrum af denne længde

    · opbevaringen af det radioaktive affald er kombineret med en formidlingsindsats, således at befolkningen (i Holland, altså) har mulighed for at besøge mellemlageret og høre om, hvordan man sikrer sig mod strålingen.

    Det betyder, at

    § man sikrer sig, at der er stabilitet og gennemsigtighed om økonomien og et incitament til at bruge så lidt radioaktivt materiale som muligt

    § man undgår, at overoptimistiske vurderinger af andre deponerings-muligheder kommer til at spærre for en fornuftig og langsigtet planlægning

    § man vil kunne drage nytte af en fremtidig teknologiudvikling, som måske/måske ikke vil gøre det muligt at uskadeliggøre det radioaktive affald ved grundstofomdannelse

    § man sørger for på en troværdig måde at formidle viden om – og ikke frygt for – radioaktive stoffer til befolkningen

    Der er ingen tvivl om, at de embedsmænd, der har skullet udarbejde løsningsforslag for det danske atomaffald, har været stillet overfor en opgave, der var noget nær umulig.

    Intet sted i verden har man slutdepoter for radioaktivt affald, der er så mangeartet som det danske. Man har enkelte depoter til kortlivet affald, og man har et hav af ideer, skitser og planer til depoter for andre typer af affald, men ikke noget, man vidste virkede. Hertil kommer, at depoter, man troede var sikre i al evighed, har lækket radioaktivt affald til omgivelserne.

    Man var derfor henvist til at strikke de danske slutdepot-planer sammen ved hjælp af alle ideerne, skitserne og planerne. De var ikke troværdige – for det var ikke muligt – men de så troværdige ud ved første øjekast.

    Planlægningen måtte derfor kombineres med en strategi, som gjorde, at så mange som muligt var tilfredse med det, de så ved første øjekast.

    Og her var der rigelige erfaringer at øse af. På det punkt kunne man levere det ønskede: Ved at udskille en lille gruppe af borgere, der fik sorteper, kunne man love det store flertal, at de slap.

    Det var lige ved at lykkes, lad os bare se det i øjnene. Men det mislykkedes altså, og nu er det nødvendigt at finde en bedre løsning.

    Drøftelsen af denne bedre løsning kunne begynde med, at vi så i øjnene, at vi ved alt for lidt om, hvordan vi skal opbevare det radioaktive affald i fremtiden. Affald, som en tidligere generations overoptimistiske forhåbninger om billig energi har skaffet os på halsen.

    Skrevet af Jens

    Henvisninger
  6. Undskyldning for Atomaffald
    Atom Posten har erfaret, at regeringen har til hensigt at give en undskyldning på hele Danmarks vegne til borgerne i de fem kommuner (1), der i maj 2011 blev udpeget som mulige placeringer af et dansk slutdepot for radioaktivt affald. Oplysningen stammer fra en kilde i statsministeriet, der ikke ønsker sit navn frem.
    Undskyldningen er ifølge kilden rettet til de borgere, som:
    … i næsten seks år (har) været udsat for truslen om at få radioaktivt affald gravet ned i nærheden af det sted, hvor de boede og arbejdede…
    Regeringen erkender og undskylder, at den
    • har udsat disse borgere for en stor og urimelig belastning
    • har skubbet problemerne med det radioaktive affald, som burde være fælles for hele det danske samfund, over på et mindretal
    • selvom den hele tiden har kunnet gennemskue det talentløse i embedsmændenes argumentation ikke har kunnet tage sig sammen til at finde på noget bedre

    Beslutningen om at give undskyldningen blev truffet, efter at regeringens medlemmer på et ministerrådsmøde havde hørt udsendelsen ”Videnskabens Verden” den 21 – 3 (2). Det forlyder, at flere ministre brød sammen, da de blev truet med, at DR ville lave flere udsendelser af samme slags.
    Regeringen ser sig ikke i stand til at tilbyde de berørte borgere økonomisk kompensation udover topskattelettelser, men lover, at man vil have de fem kommuner i tankerne, når der om et år skal træffes beslutning om udflytning af statsinstitutioner fra København. Uofficielt peges på: Brugeroplevelsesstyrelsen, Plusordsdepartementet, Disruptionsrådet og Bertel Haarder.
    Det ventes, at de tidligere regeringspartier, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre vil støtte op om undskyldningen, når den bliver offentliggjort senere i dag.
    Skrevet af Jens

    Henvisninger:
    (1)    Det drejer sig om følgende kommuner (med de udpegede lokaliteter i parentes): Struer Kommune (Hvidbjerg / Thyholm), Skive Kommune (Skive Vest og Thise), Kerteminde Kommune (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie).
    (2)    www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen blev sendt 21.03.17 kl. 13.33.

  7. Atomaffald og Public Service
    I serien ”Videnskabens Verden” har Danmarks Radio P1 bragt en udsendelse (1) om det radioaktive affald (atomaffald), der opbevares på halvøen Risø ved Roskilde.
    I udsendelsen bliver alle mulige emner rodet sammen: Tjernobyl, stråling i forbindelse med flyrejser, baggrundsstråling og medicinske anvendelser af radioaktive stoffer. 
    Derimod er ikke tid til at fortælle, at man kun har et ufuldstændigt kendskab til atomaffaldets indhold af radioaktive isotoper. Men man ved (selvom det ikke fremgår ad udsendelsen) at en del af radioaktiviteten vil holde sig i mange millioner år.
    Det nævnes heller ikke, at der udover affald fra forsøgsstationen også er:
    • såkaldte ”tailings” (affald) fra udvinding af uran af malm fra Kuannersuit/Kvanefjeldet i Grønland
    • radioaktivt affald fra et (mislykket) forsøg på at fremstille brændselsstave til a-kraftreaktorer
    • NORM-affald fra olieboringerne i Nordsøen
    • betydelige mængder af ikke-radioaktive, giftige stoffer (Cadmium, Bly, Beryllium)
    Det er ellers oplysninger, som er offentligt tilgængelige (2).
    Det påstås i udsendelsen, at 
    ”debatten har bølget frem og tilbage”
    siden det blev besluttet at nedlægge atomreaktorerne på forsøgsstation Risø.
    I virkeligheden skete der det, at man i 2011 (3) lovede det store flertal, at det kun var borgerne i de udpegede fem kommuner, der kunne komme til at hænge på atomaffaldet. Derefter var der næsten ingen interesse for sagen i de landsdækkende medier og heller ikke nogen debat, som kunne bølge.
    Det er en kendsgerning, at radioaktiv stråling fremkalder angst hos mange, men i udsendelsen blev farerne ved denne stråling bagatelliseret, ikke forklaret. En vigtig del af bagatelliseringen er baseret på, hvad den interviewede helsefysiker kalder ”beregninger”. De kan – forstår vi – give den ultimative begrundelse for, at ingen vil lide overlast, når de radioaktive stoffer begynder at sive ud fra det sted, hvor de er slutdeponeret.
    Muligheden af, at sådanne beregninger kunne være ufuldstændige eller måske ligefrem fejlagtige, nævnes ikke. Det nævnes heller ikke, at uafhængige sagkyndige har været stærkt kritiske overfor de danske slutdepot-planer (4).
    Der reflekteres overhovedet ikke over, hvem der har bevisbyrden i den slags sager.
    Udsendelsens kilder er udelukkende medarbejdere fra firmaet Dansk Dekommissionering (DD), der står for håndteringen af affaldet. Det bliver ganske vist nævnt, at borgerne i de udpegede kommuner ”er alt andet end begejstrede”, men de ansvarlige for udsendelsen har åbenbart ment, at der ikke var grund til at høre hvorfor.
    DD’s holdninger, som udsendelsen kritikløst refererer, har vi andre kendt længe, og det mest bemærkelsesværdige ved dem er, at de har udviklet sig så lidt i årenes løb. Blandt andet er det åbenbart ikke gået op for dem, at de politisk ansvarlige – omend tøvende – har forlangt (5), at man skal undersøge en alternativ løsning, nemlig et såkaldt mellemlager (6), hvor affaldet opbevares under opsyn i en periode på ca. 100 år.
    Udsendelsen er med til at tegne billedet af DR som public service-organ, og den holdning til mindretalssynspunkter, der demonstreres i udsendelsen, er ikke noget kønt syn.
    Kommercielle kanaler må kunne klare mikrofonholderiet mindst lige så godt som DR og tjene penge samtidig, for pengestærke sponsorer til de synspunkter, der direkte og indirekte fremføres i udsendelsen, er der ingen mangel på.
    Udsendelsen blev som nævnt sendt i serien ”Videnskabens Verden” sammen med et indslag om turistrejser til Månen.
    Jeg har på fornemmelsen, at videnskabens verden ser lidt anderledes ud i virkeligheden.

    Skrevet af Jens

    Henvisninger:

    1. www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen er tilrettelagt af Charlotte Koldbye og Hisar Sindi og sendt den (21.03.17) kl. 13.33.
    2. Se inventorieopgørelse fra Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management, Fifth National Report from Denmark Sundhedsstyrelsen Oct. 2014
    3. I maj 2011 meldte Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud, at seks lokaliteter i fem kommuner var ”udvalgt” som mulige placeringer af et slutdepot for det radioaktive affald. Det var: Hvidbjerg, Thyholm i Struer Kommune, Skive Vest og Thise i Skive Kommune, Kertinge Mark i Kerteminde Kommune, Rødbyhavn i Lolland Kommune og Østermarie i Bornholms Regionskommune.
    4. Se kommentar i Atom Posten: ”Oversigt over udenlandsk Kritik af dansk Slutdepotplan for Atomaffald” (22.03.15).
    5. Se kommentarer i Atom Posten: ”Dobbeltspil om Atomaffald” (11.03.15) og ”Bekymringer ved et Mellemlager for Atomaffald” (14.03.15).
    6. Et fungerende mellemlager (det hollandske mellemlager, COVRA) er beskrevet i Notatet: ”Mellemlager – Baggrundspapir”, som ligger på Annes hjemmeside www.atomaffaldklarhed.dk. Se også Covra’s hjemmeside og kommentar i Atom Posten: ”Besøg på Hollands Mellemlager for radioaktivt Affald” (01.10.13).





      1. Kvanefjeldsprojektet. Den ideelle Løsning?
        Kvanefjeldsprojektet i Sydgrønland vil ikke vil skade miljøet, fastholder direktøren i det australske mineselskab GMEet skriftligt svar til DR (1).

        Formålet med Kvanefjeldsminen er at producere sjældne jordarters metaller, de såkaldte REE. Biprodukterne er uran, zink og fluor.



        GMEs direktør vil ikke interviewes til DR, men har svaret skriftligt på miljøorganisationernes nylige kritik (2) af GMEs foreløbige miljørapport.

        Direktørens udtalelser er meget upræcise. Det er bekymrende, men desværre også forventeligt. Der er meget, der skal skjules i dette projekt.

        1. GMEs direktør: "I stedet for at drage forhastede konklusioner og indtage subjektive standpunkter, opfordrer vi miljøorganisationerne til at vente på den offentlige høring, hvor yderligere tekniske detaljer vil være tilgængelige." 
        (..)
        "For tidlig diskussion og debat før den offentlige høring vil underminere integriteten for licensprocessen i Grønland."

        Min kommentar: Selvfølgelig skal projektet debatteres allerede nu, så indvendinger kan komme frem i tide og medvirke til at forbedre projektet. Det må være i alle andres interesse. Høringsperioden (8 uger) er for kort til en grundig debat.

        2. GMEs direktør: "Vi har lavet en meget detaljeret undersøgelse, som viser, at stigningen i omfanget af stråling i forbindelse med minen vil være ubetydelig." 

        Min kommentar mht. "ubetydelig stigning i omfanget af stråling": 

        Ved brydningen sker der det, at klippen knuses og behandles kemisk. Enkelte uranefterkommere er opløselige i vand (radium) eller gasformige (radon). De kan derfor lettere komme ud i miljøet, end de kunne i den oprindelige bjergart.

        Noget lignende gælder det fluoridholdige mineral, som også findes i Kvanefjeldet. (Se NOTAT om fluorider nedenfor (3). Risikoen for forurening af omgivelserne er derfor betydelig.

        Lic. scient. Kim Pilegaard konkluderede i sin Risø-Miljørapport om Kvanefjeldsprojektet (udgivet i 1990), at F (fluorid) fra uranminen kan være tilstede i alt, hvad fårene indtager også som partikler i den inhalerede luft, således at fårene kan risikere at blive forgiftet med fluorid. (side 99)




        Kilde: Illustration side 97 i Risø Miljørapport 1983
        Kim Pilegaard er nu professor på DTU MILJØ Institut for Vand og Miljøteknologi 

        3 GMEs direktør: "Lokationen for deponiet er nærmest ideel, skriver John Mair og peger på at klippen under og rundt om søen er massiv og uden forekomst af ler eller andre ustabile materialer."

        Min kommentar vedr. Taseq som "nærmest ideel" lokation.


        Ja, fra et virksomhedsøkonomisk perspektiv! Den er billig!






        Gerhard Schmidt, pensioneret ingeniør fra Öko-Institut, har udtalt følgende i en mail til mig om Taseq som tailingsdepot:


        "Disposal in a lake, as proposed in Greenland and as not completely ruled out by the regulator there, is the Canadian way and is strongly competing to achieve the world championship for another worst case example for tailings waste management."

        Q2 Anne: What are the advantages and disadvantages by using Taseq as a disposal for tailings? 

        Gerhard Schmidt: The planned mining will result in large masses of mined materials and wastes, so the mine and tailings waste management is a relevant part of the operation and also of the environmental impacts to be expected by such mining. The potential impacts of such mine and tailings have to consider both radioactive as well as chemically toxic constituents. Both types of constituents are already available in the ore, but in an immobile form so that the hazards are currently either negligible or even non-existent. Mining and milling of the ore mobilizes those constituents, by crushing the ore and treating it with chemicals. So the end point after finishing mining has to be to immobilize those constituents to a form that is as immobile as those were before mining had started. So best-as-possible physical enclosure of those wastes, isolation from the environment and sustainable inertness of those wastes are the base requirements that should govern the selection process of waste management options.

        By disposing tailings in a lake none of those basic requirements are respected and can be met. Natural lakes have a steady inflow and outflow of water, surface erosion is maximized by this flow, and disposed constituents are in a steady contact with large amounts of water so maximizing leaching of those constituents. Sustainable (long-term) isolation of the wastes from the environment is impossible under those conditions.
        As the negative impacts of such disposed, but permanently leaking mining wastes are a well-known phenomenon, the European Mining Waste Directive requires the sustainable disposal of such wastes in mine openings, where those wastes can well be effectively isolated. Water flow though the disposed material has to be minimized by sustainable covers, designed to divert any surface water (e. g. rain water, melting water) away from those disposed tailings. The design has to guarantee that this installation fulfills its task over very long time (state-of-the-art are e. g. 1,000 years) without permanent active maintenance and repair. So it has to withstand natural climatic conditions, such as long dry periods as well as extreme rain, ice and snow events without eroding away. Hazardous waste constituents should not be able to travel through the installed cover, so the cover has to prevent upward diffusion by design. In a lake environment with its permanent high erosion rate, it is impossible to install such a sustainable cover as it is eroded away in e. g. less than ten years.

        The only advantage of disposal in lakes is that it is a simple and a cheap management option in the short term, during operation. That is why this is preferred. But economic advantages can, in the long term, turn out to be the less economic option.Numerous examples can be cited where those costs then were transferred to the general public because the effects were only visible long after the company had left the place, and post-clean-up had to be financed publicly. Or, is not performed at all because the public is not willing to pay for that. Or, if the company still exists, the potential bankruptcy of the owner prevents mine waste regulators from enforcing more sustainable options. In both cases the consequence is a permanently leaking disposal facility. Citat slut


        Tailings/affald fra en REE/uranmine vil være det største miljøproblem.

        Der vil blive produceret næsten 1 mia tons, hvis alle ressourcer udvindes.





        Tailings er langlivet lavaktivt affald, der producerer radioaktive efterkommere i mia. af år.


        Når uranmine-tailings skal isoleres fra mennesker og miljø i al evighed, skaber de på en måde det mest vidtrækkende miljøproblem i det, der hedder den nukleare brændselskæde if. den canadiske atomenergikontrolkommission, AECB. (4)



        Den nukleare brændselskæde eller brændselscirkel
        Kilde: Courtesy of the IAEA; Photos from AREVA, Cameco, Fortum, Posiva, TVO, and WNA. Bemærk at tailings fra uranmøllen ikke optræder i brændselscirklen!

        AECB har også udtalt at:

        "Den totale radioaktivitet i tailings, for en given mænge uran, er sammenlignelig med radioaktiviteten i atomkraftens højradioaktive affald.

        Man kan derfor gøre den konstatering at der er blevet udvist utilstrækkelig opmærksomhed overfor de langsigtede aspekter af tailingsbehandling, og at disse bør gøres til genstand for samme opmærksomhed, som den der er blevet givet det højradioaktive affald."
        (4)



        Skrevet af Anne


        1. Mineselskab: Ny uranmine i Grønland giver ubetydelig stigning i stråling DR 20.3.17


        En række miljøorganisationer frygter alvorlige konsekvenser for miljøet, hvis Grønland giver tilladelse til uranmine. Mineselskabets foreløbige miljørapport blåstempler ellers projektet.


        3. NOTAT OM FLUORIDER (skrevet af Jens)


        Fluorider, der er opløst i vand, er giftige for mennesker og dyr.


        I naturen findes fluorider i form af calciumfluorid (CaF2, flusspat), som er tungt opløseligt i vand (ca. 0,002 g per 100 mL vand). De findes også i kryolit (Na3AlF6), der også er tungt opløseligt i vand.


        Men i Kuannersuit / Kvanefjeldet findes en del af fluoriderne som natriumfluorid (NaF, villiaumit), der har en vis opløselighed i koldt vand (ca. 4g per 100 mL). Ikke så let opløseligt som natriumchlorid (almindeligt salt) (ca. 40 g per 100 mL), men nok til, at fluorid-forurening kan blive et problem, hvis der sker råstofudvinding i området.


        Ved minedrift sker der det, at bjergarten knuses, så overfladen bliver umådelig meget større end før. Natriumfluorid i bjergarten vil derfor opløses langt hurtigere end før knusningen.


        4. Anon., 1978: The Management of Uranium mill tailings an appraisal of current practices, AECB-1156. Advisory Panel on Tailings, Atomic Energy Control Board, Canada, 31.p
      2. Nyd Sommeren ved Danmarks Discount-Slutdepot for Atomaffald!
        Atomaffald kan være positivt for en kommune, skriver en journalist fra DR P4 Bornholm. Han vil gerne overbevise læseren om, at et slutdepot kan være en turistattraktion - ligesom i Sverige. Det lyder forjættende! Det kan komme med i Visit Denmark's brochure:







        REKLAME : Kombiner familiens besøg i Joboland, Lalandia eller på Vikingemuseet Ladby med et besøg i oplevelsescentret på det danske discount-slutdepot for radioaktivt affald! Der er naturligvis grænser for, hvad I som familie kan opleve, da affaldet er gravet ned. Men i oplevelsescentret, hvortil der er gratis adgang, kan voksne få udleveret en kuglepen og børnene en kasket med logo. 



        DRs journalist glemmer i artiklen at fortælle, at den danske slutdepotplan er blevet gennemkritiseret af udenlandske eksperter og nabolande i forb. med Espoo høringen. I forstudiet (maj 2011) står, at ind- og udsivning ikke kan undgås. Hvornår denne ind- og udsivning finder sted, ved ingen.

        Journalisten har illustreret sin artikel med et foto af det svenske slutdepot for kortlivet affald i Forsmark, SFR, med denne tekst (min fremhævning):


        "På atomaffaldslageret i Forsmark 150 kilometer nord for Stockholm modtager de blandt andet radioaktivt affald fra sygehuse, forskningsinstitutioner og industrien - præcis som det er planen med det danske atomaffaldslager." 

        SFR i Forsmark er ikke et mellemlager, men et slutdepot til kortlivet affald. "Avfallet måste hållas isolerat från människor och miljö i minst 500 år" står der på SKB's hjemmeside. 

        I det danske affald er der både kortlivet og langlivet radioaktivt affald, det sidste med aktivitet i mere end 1000 år. Alligevel opereres der kun med en "levetid på 300 år" i forstudiet maj 2011 side 14-15: "Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år."

        Der mangler den vigtige information i DRs artikel, at det danske radioaktive affald ikke kan komme i et slutdepot som SFR, da der er for mange langlivede isotoper i det danske affald, bl.a. de 233 kg særligt affald og tønderne med historisk affald (ukendt affald). Ved en fejl har man kommet tønder med historisk affald i SFR, og de skal tages op igen. (Radioaktivt avfall felmärkt, UNT.se Östhammar, 16.2.13). Artiklen viser problemet med langlivede isotoper i depoter til kortlivet affald som det svenske i Forsmark SFR, som kun er til kortlivet affald. Disse tønder har præcis samme problem som mange tønder i Risø. Man ved ikke rigtigt, hvad der er i dem og bør derfor anvende forsigtighedsprincippet og ikke komme dem i et slutdepot til kortlivet affald.

        DR-journalisten fortæller, at borgerne i Östhammar Kommune er positive over for SFR, slutdepotet for kortlivet affald. Også i Oskarshamns kommune er flertallet af borgere positive overfor slutdepoter.

        Det er der forskellige grunde til. Begge kommuner har i lang tid haft atomkraftværker, og det har givet arbejde og vænnet borgerne til atomkraft.

        Begge kommuner har anlæg, der håndterer atomaffald. Det blev besluttet i 80erne. I Östhammar ved Forsmarks atomkraftværk findes som sagt et slutdepot til kortlivet radioaktivt affald, SFR. Ved Oskarshamns atomkraftværk findes et mellemlager til det svenske brugte brændsel CLAB. Sverige har endnu ikke slutdepot til langlivet affald, som der også er i det danske atomaffald. Det findes kun som koncept.

        Desuden har den virksomhed der tager sig af atomaffaldet, skb.se, integreret sig i kommunerne med massive informationskampagner og støttet idræt og kultur.

        At gøre det samme i Danmark - bortset evt. ved eller tæt på Risø - bliver svært.

        Det der kan gøres i Danmark er at føre en åben proces uden skjulte dagsordener og med en dialog med kommunerne.

        Det bør være helt klart, at et nyt langtidsmellemlager på ingen måde må relateres til et muligt fremtidigt slutdepot. Desuden bør der gives god økonomisk støtte til infrastruktur og andet i den kommune, der kan tænke sig at tage imod et langtidsmellemlager. Dette kan selvfølgelig opfattes som bestikkelse. Men i den danske sag vil den kommune, der tager imod et langtidsmellemlager, gøre en indsats for hele Danmark. Også selv om der ikke er nogen væsentlig risiko for en kommune ved at have et langtidsmellemlager for radioaktivt affald.

        Hvem har narret DR-journalisten til at tro, at den danske slutdepot-plan er teknisk-faglig forsvarlig?

        Skrevet af Anne



      3. Lykken er hverken Gods eller Guld
        Tidsskriftet ”Scientific American” bragte 27.02.17 en artikel af Jonathan Foley og Christine Arena med den markante titel: 
        Artiklen er velskrevet og velargumenteret, og den er kun en i en lang række af initiativer mod Trump-administrationens hærgen. 

        Artiklen beskriver de strategier, den nye amerikanske administration anvender, når det drejer sig om at slippe for at tage naturvidenskab alvorligt. Den beskriver blandt andet:

        • en sprogbrug, der systematisk forsøger at så tvivl om veletablerede naturvidenskabelige ideer
        • brugen af tilforladeligt lydende, men helt uforpligtende udsagn om, at ”det må vi se nærmere på”, når man bliver stillet overfor modargumenter, der ikke er til at komme udenom
        • brug af alternative ”eksperter”, som kan forplumre debatten uden at bekende kulør.

        Artiklen skitserer også en modstrategi. Det er vigtigt at indse:
        • at naturvidenskaben er dybt politisk trods alle påstande om det modsatte
        • at der er stor skepsis, ja modvilje, overfor eksperter i vore dage, og den må tages alvorligt, men at der til gengæld er potentielle allierede i grupper, blandt andet religiøse, som tidligere har været skeptiske over for det naturvidenskabelige projekt
        • at det er vigtigt at satse på den gode historie og ikke kun på eksperimenternes kolde facts: naturvidenskaben kan give sammenhængende forklaringer og ikke kun svar på enkelt-spørgsmål
        • at kampen bliver hård, for modstanderne har både snuheden, viljen og styrken til at trumfe deres meninger i gennem.

        Det er interessant at sammenligne med situationen her i landet. 

        Vi ser de samme anti-rationelle tendenser her som i USA. De udtrykkes forskelligt, men viser samme mangel på respekt for møjsommeligt opsamlet viden og kunnen, og den samme brug af ”eksperter”, som mod betaling er klar til at så tvivl om etablerede videnskabelige opfattelser uden at gå ind på de iagttagelser, der ligger til grund for dem.

        Men hvor udviklingen i USA er sket næsten eksplosivt, har den her i landet været langsom, næsten tøvende. Til gengæld har den været særdeles effektiv.

        Vi måtte helt op i nullerne, før den daværende statsminister kunne starte sin kampagne mod smagsdommere og eksperter. Til gengæld er det lykkedes at skræmme mange af disse ”smagsdommere og eksperter” fra vid og sans.

        Tesen om, at a-kraft er CO2-fri, er måske heller ikke nogen dansk opfindelse, men også her er vi godt med (2). For eksempel kunne Københavns Universitet (3) for få dage siden tilbyde et foredrag om Thorium-reaktorer med netop CO2-friheden som den lysende pointe.

        I sagen om det radioaktive affald er det lykkedes at bilde flertallet ind, at den tilsyneladende ikke angik dem. Hvis de bare holdt deres mund og troede på myndighedernes discount-argumentation, ville de slippe for at blive belemret med det. Det er også lykkedes at synliggøre statens ejer-rolle i forskningsinstitutioner, hvis ansatte kunne have bidraget til en ordentlig debat om dette emne. 

        Danmark er et lille land, og vores radioaktive affald er beskedent i forhold til andre landes. Men når man ser på, hvordan danske myndigheder gennem årene har censureret, intimideret, kamufleret, korrumperet, manipuleret og omdefineret, så må man erkende, at her er der tale om en indsats på et højt, internationalt niveau. 

        Danmark er lykkedes med at udvikle ideer og metoder, der siden er blevet brugt med stor succes i andre lande. Og hvor man i USA er i fuld gang med at organisere modstanden mod fordummelse og overtro, accepterer offentlighed og medier her i landet stort set alt, hvad statsansatte funktionærer kommer med.

        Nogle statistikere mener at have fundet ud af, at danskerne er verdens lykkeligste folk, og det lyder naturligvis rart. Knap så rart er det at tænke på, hvorfor vi er så lykkelige.

        Skrevet af Jens

        Henvisninger:


        1. How to Defeat Those Who are Waging War on Science” https://blogs.scientificamerican.com/guest-blog/how-to-defeat-those-who-are-waging-war-on-science/?WT.mc_id=SA_WR_20170301
        2. Se for eksempel Atom Posten (12.12.15) og (30.11.16)
        3. Foredrag: Thorium - Atomkraft i det 21.århundrede | University of Copenhagen Geological Museum | mandag, 27. februar 2017”. Fra programmet: ” Atomkraft er for tiden meget omdiskuteret som et led i kampen mod klimaforandringer, da det ikke udleder CO2”
        4. Can nuclear power slow down climate change
      Friday the 26th. Gruppen mod atomaffalds depot i Struer kommune